Næste pandemi kan starte i Danmark

Danmark kan være petriskål for den næste store pandemi, lyder det fra fremtrædende eksperter

Det kan være i Danmark den næste pandemi kommer til at udspringe.
Offentliggjort Sidst opdateret

På vej ud af coronakrisen advarer forskere nu om sundhedsfaren ved Danmarks enorme svinebesætninger og manglen på en plan, hvis en ny farlig virus skulle opstå i det industrielle landbrug.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra World Animal Protection Danmark.

- Vi har et rekordstort antal produktionsdyr i forhold til landets areal og befolkningens størrelse. Det rummer nogle alvorlige udfordringer i forhold til zoonoser, siger Hans Jørn Kolmos, professor i mikrobiologi ved Syddansk Universitet.

Stort smitte potentiale

Også virolog Ramona Trebbien og virus forsker Thea Kølsen advarer i Ugeskrift for Læger om faren for virus-spring fra dyr til mennesker. Både fra vilde dyr, men også fra produktionsdyr i det danske landbrug som høns, ænder, kalkuner - og grise.

Ifølge Hans Jørn Kolmos gror faren for den næste pandemi potentielt i Danmarks egen baghave, og kan opstå i en moderne dansk svinestald, hvor risikoen er steget markant de sidste år:

- Inden for 10 års tid er der sket en opbygning af influenza-stammer i store danske svinebesætninger, som har det potentiale, at de kan overføres til mennesker og gøre os syge. Det der rummer det helt store smitte potentiale er koncentrationen af mange svin på meget lidt plads, og vi har allerede set de første danskere, som er blevet alvorligt syge efter smitte med svineinfluenza, uddyber Hans Jørn Kolmos.

Tøvende system

Den erfarne mikrobiolog mener, at bolden nu ligger hos både branchen samt myndigheder og politikere:

- Danmark har ingen plan, det er vi nødt til at have, og den skal inkludere, at man er proaktiv, så vi kan gribe ind overfor smitte fra produktionsdyr, inden katastrofen sker igen, siger Hans Jørn Kolmos:

- Det politiske system er desværre meget tøvende. Man vil helst ikke have for meget blæst om problemet, for hvad skal vi stille op med de besætninger, der rummer de her potentielle svineinfluenza-virus, konstaterer Kolmos.

Mangler input

- Svinebranchen ønsker bare at producere svin, uden for meget offentlig opmærksomhed på smitteproblemet, for så går det bare ud over produktionen og eksporten. 

Men i sundhedsvæsenet er vi flere, der synes, at der mangler lægefaglige input i fødevarestyrelsen til at varetage menneskers sundhed. Vi kan ikke bare lade det brede sig, som vi for eksempel har set med antibiotika resistente MRSA-bakterier, som nu findes i næsten alle konventionelle danske besætninger, og som hvert år smitter mange mennesker i lokalsamfundet.

Tag det alvorligt

- Når fremtrædende eksperter nu lægger fakta på bordet, og advarer så klart om den måde, vi udnytter landbrugsdyr på, bliver både politikere og landbruget nødt til at tage de advarsler meget alvorligt, siger programchef Esben Sloth, World Animal Protection, og fortsætter:

- Der er i forvejen store dyrevelfærdsproblemer i den industrielle svineproduktion, og det forskerne siger til os, er endnu en grund til at reducere antallet af svin betragteligt og satse meget mere på andre produktionsformer som friland, økologi og plantebaseret produktion.

Powered by Labrador CMS