LIGE NU! Laveste siden september
Antallet af indlagte falder til laveste i ni måneder
Der er det seneste døgn registreret 353 nye smittetilfælde med coronavirus i Danmark. Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI) onsdag.
Det er lidt højere end de seneste to dage, hvor der har været lidt over 200 smittede om dagen, men sammenlignet med gennemsnittet i maj er antallet af daglige tilfælde faldet med to tredjedele.
Det seneste døgns smittetilfælde er fundet via 95.770 PCR-test, der foretages ved podning i halsen. Andelen af positive - kendt som positivprocenten - er 0,37.
Ud over PCR-test er der det seneste døgn foretaget 313.802 lyntest, som tages via næsen.
På landets sygehuse er antallet af indlagte med coronavirus faldet med 8 til 93.
Man skal tilbage til 23. september sidste år for at finde et lavere antal indlagte med coronavirus.
Ikke længere en belastning
Coronavirus er dermed ikke længere den belastning for sundhedsvæsenet, som det var i december og januar, hvor der en overgang var knap 1000 indlagte coronapatienter på én gang fordelt over hele landet.
På vaccinationerne er der det seneste døgn givet 79.037 stik. Det har dermed været blandt de travleste dage på landets vaccinationscentre.
Danmark er tæt på at krydse en milepæl, hvor halvdelen af befolkningen som minimum har fået et stik med en coronavaccine.
Onsdag viser en opgørelse, at 22,1 procent i Danmark har fået første stik, mens 26,4 procent er færdigvaccineret.
Der er ikke registreret nogen coronadødsfald det seneste døgn. Samlet har Danmark de seneste 16 måneder haft 2527 coronadødsfald.