Her er kuren mod tømmermænd
Netlæge Anne-Margrete Hedengran fortæller her, hvorfor nogle bliver hårdere ramt af tømmermænd end andre
AF NEWSBREAK.DK´S NETLÆGE ANNE-MARGRETE HEDENGRAN
Det er aldrig morsomt at ligge underdrejet dagen efter en festlig aften.
Trods dårlige erfaringer fra tidligere ender nogle af os alligevel gang på gang med tømmermænd.
Når vi drikker, sætter vi kroppen på arbejde med at forbrænde alkohol, som nedbrydes til andre stoffer.
Et af stofferne er acetaldehyd. Det er giftigt og giver blandt andet hovedpine, kvalme og hjertebanken.
Irriterer maven
Alkohol irriterer også mavesækken, og det bidrager til elendigheden. Den alkohol, vi drikker, kan indeholde små mængder andre stoffer, som også er giftige.
Træsprit og fuselolie er nogle. Og de giver symptomer af samme slags som acetaldehyd.
Der er store individuelle forskelle på, hvor mange tømmermænd man får. Det er ens gener, som bestemmer, hvor godt man forbrænder alkohol.
Enzymer, man har arvet, koder for hvor længe acetaldehyden er i kroppen, før den forbrændes videre til noget andet mindre giftigt.
Mænd forbrænder bedre
Køn spiller en rolle. Mænd forbrænder alkohol bedre end kvinder, så kvinder rammes hårdere end mænd.
Det siges, at mørke alkoholiske drikke giver værre tømmermænd end lyse, og det passer.
De indeholder nemlig mere af de andre giftstoffer, som kan være i alkoholiske drikke, end de lyse gør.
Alkohol er vanddrivende og dehydrering medvirker helt bestemt til at give tømmermænd. Så vand virker.
Mad betyder noget
Mad og alkoholprocent spiller ind. Spiser man, mens man drikker, bliver alkoholen ikke optaget så hurtigt. Og så kan man nå at holde igen, når man mærker beruselsen.
Stærke alkoholiske drikke får promillen til at stige hurtigere end svage, og når man mærker effekten, kan man allerede have fået så meget indenbords, at man ikke kan nå at reagere.
Endelig bliver tømmermænd værre, hvis man både ryger og drikker.
Råd er skrøner
Resten af alle de gode råd og historier er skrøner uden hold i virkeligheden
Så hvis man ikke vil have tømmermænd, skal man simpelthen fra starten styre sin brandert, så promillen ikke bliver for høj.
Og det kan gøres ved at spise godt, drikke alkohol med lav alkoholprocent og løbende drikke rigeligt med vand - både under festen og inden man går i seng.
Er ikke bevist
Har man først tømmermænd, ja så må man drikke rigeligt med vand, tage et par panodil og sove det ud.
Der sælges ganske mange præparater, som ifølge producenterne virker, men effekten er ikke bevist.