Denne sygdom kommer snigende
Et par tusinde rammes hver år af sygdommen, som til sidst kan føles, som om man altid trækker vejret gennem et sugerør
AF NETLÆGE ANNE-MARGRETE HEDENGRAN
I mit arbejdsliv har jeg tilbragt meget tid på intensivafdelinger.
Der har jeg mødt mennesker med lungefibrose. Og jeg har ofte tænkt, at det havde jeg ikke lyst til at få.
Så hellere noget, hvor jeg døde hurtigt.
Omdannes til arvæv
Lungefibrose er en sygdom, hvor lungevævet bliver til arvæv. Når det sker, kan der ikke komme nok ilt fra den luft, vi indånder, og over i blodet.
Arvævet gør også lungerne stive, så hjertet skal arbejde hårdere for at pumpe blod igennem dem. Det slider på hjertet.
Man kan forestille sig lungevævet som er stor glasrude og ilt som lys. Normalt kommer lyset fint igennem ruden.
Men begynder man at sætte brædder for ruden, kommer der til sidst kun en smule lys igennem små sprækker mellem brædderne.
Et par tusind rammes
Et par tusind danskere rammes hver år. Mænd oftere end kvinder. Og ofte i 50 – 60års alderen.
Som regel kommer sygdommen snigende. Man bliver mere og mere forpustet og får måske tør hoste.
Nogle får tykke negle og fingerspidser.
Støv kan skade lungerne
Ens erhverv kan godt være synderen. Har man for eksempel været udsat for meget støv med asbest, kiselsyre, kul og lignende, kan lungerne tage skade.
Eller hvis man som landmand indånder svampesporer og bakterier fra hø.
Noget medicin kan give lungefibrose som bivirkning.
En sygdom, som hedder sarkoidose, og nogle slags gigt kan ramme lungerne. Strålebehandling for lunge- eller brystkræft kan skade lungevævet.
Hos de fleste finder man ikke en årsag. Så hedder det idiopatisk lungefibrose
Arbejder på kur
Forskere arbejder på at finde en kur. Men indtil videre må man prøve at stoppe forværring af sygdommen ved at fjerne årsagen.
Hvis man har fundet en, og den kan fjernes. Og så giver man medicin, som kan bremse dannelsen af arvæv.
Nogle få kan ende der, hvor man overvejer lungetransplantation.
Kurere kan man ikke. Og har man ikke held til at bremse, må man lindre.
Her er ilt vigtigt. Indånder man mere ilt, vil mere trænge gennem det syge lungevæv og over i blodet. Det gavner.
Forskellig medicin
Man bruger også forskellig medicin, som kan dæmpe fornemmelsen af lufthunger og den angst, som ofte følger med.
Hastigheden er forskellig. Og uforudsigelig. Men sygdommen skrider normalt ubønhørligt fremad.
Til sidst kan det føles, som om man altid trækker vejret gennem et sugerør.
Mange med idiopatisk lungefibrose dør indenfor 5 år efter, de har fået diagnosen.