-Coronapas er ikke nok
Det er formentlig ikke nok kun at indføre en enkelt restriktion såsom coronapas, hvis vi skal tæmme den stigende smitte, mener professor
Det er formentlig ikke nok kun at indføre en enkelt restriktion såsom coronapas, hvis vi skal tæmme den stigende smitte.
Det vurderer både Hans Jørn Kolmos, der er professor i klinisk mikrobiologi ved Syddansk Universitet, og Svend Ellermann-Eriksen, der er ledende overlæge ved Aarhus Universitetshospital.
- Vi skal i hvert fald tage redskaber i brug, som vi er sikre på, vil give en rimelig god effekt nu, fordi vi er i en situation, hvor epidemien har taget fart, siger Svend Ellermann-Eriksen.
Begge fremhæver coronapasset som en sandsynlig restriktion og ser også behov for god hygiejne samt hyppigere testning.
Mette F. forventer initiativer
Vurderingen fra de to forskere kommer, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) søndag aften har skrevet på sociale medier, at hun forventer, at det bliver nødvendigt med initiativer til at bryde smittekæderne.
Samtidig gør hun det klart, at regeringen med "stigende alvor og bekymring" følger udviklingen i coronasmitten.
De seneste dage er der registreret over 2000 smittede per døgn, og der har været de højeste daglige smittetal siden slutningen af december 2020, hvor anden bølge skyllede over landet.
Statsministeren nævner ingen konkrete restriktioner, der kan komme i spil. Dog har både Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut de seneste dage sagt, at coronapasset bør genindføres.
Coronapas kommer tilbage
Både Hans Jørn Kolmos og Svend Ellermann-Eriksen mener, at det er sandsynligt, at coronapasset kommer tilbage.
- Vi har teknologien, så det er mere et spørgsmål om at rulle det ud. Der har været en snak om det i nogen tid nu, og jeg kan godt se for mig, at det bliver indført igen, siger Hans Jørn Kolmos.
Han fremhæver, at det kræver, at både testningen og smitteopsporingen udbygges igen. Desuden er der behov for at genopfriske hygiejneadfærden fra sidste år.
- Den skal vi nok vende lidt tilbage til. Det er altså håndhygiejne, at spritte af på overflader, holde afstand og sørge for at få luftet ud, når man har været samlet indendørs. Det gælder også i skolerne, for det her virus kan hænge i luften, siger professoren.
Mundbind bliver ikke det første
Ifølge Hans Jørn Kolmos er det mindre sandsynligt, at mundbindene kommer retur lige med det samme.
- Det kan være, at mundbindene kommer i spil i udvalgte situationer, men det er nok ikke noget af det første, man tager op, siger han...