Brostrøm vaccinerer danskerne
Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, vaccinerer i København mandag eftermiddag
Der findes mange folk, der dagligt vaccinerer danskere mod coronavirussen.
Men mandag eftermiddag kan du se et noget mere kendt ansigt med sprøjten i hånden.
Det kræver, at du befinder dig i området omkring København - nærmere bestemt området Tingbjerg. Gør du det, så kan du meget vel støde på Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.
Han skriver på Twitter, at han i eftermiddag "giver en hjælpende hånd med at vaccinere".
Sætter ind i bestemte områder
Hans direkte involvering i vaccinationerne hænger sammen med et fokus fra Sundhedsstyrelsen på områder, hvor tilslutningen til vaccination er lavere end landsgennemsnittet.
Det er det i Tingbjerg i København, hvor borgerne kan møde op uden tidsbestilling.
Du skal dog opfylde nogle bestemte krav for at få muligheden for et vaccine-stik fra Brostrøm.
Du skal bo i Tingbjerg, ikke have modtaget første vaccine-stik, og så kræves det også, at du er blevet inviteret til at få vaccinen.
Lige nu er det unge mellem 16 og 24 år samt alle over 40 år, der er inviteret til vaccination.
I denne uge kan folk i Tingbjerg blive vaccineret mod COVID-19 uden tidsbestilling. Jeg kigger selv forbi i eftermiddag og giver en hjælpende hånd med at vaccinere #SundhedForAlle #VaccinerVirker #sundpol #COVID19dk @koebenhavner https://t.co/qVG2fwh4CS pic.twitter.com/1d3cuQhYef
— Søren Brostrøm (@SorenBrostrom) June 14, 2021