Brok med den fede julemad

Julen kan give bøvl med maven, fordi vi spiser mere, oftere og anderledes, fortæller netlæge Anne-Margrete Hedengran

Lider du af sure opstød og halsbrand, så læs med her.
Lider du af sure opstød og halsbrand, så læs med her.
Offentliggjort Sidst opdateret

AF NETLÆGE ANNE-MARGRETE HEDENGRAN

Julen er hjerternes tid. Men det er også mavernes. 

Mange spiser mere, oftere og anderledes end ellers. Samtidig kniber det med at få rørt sig lige så meget som til hverdag.
Nogle betaler en pris for det med halsbrand og sure opstød.

De findes blandt de 5 - 10 procent af os, som lider af refluks og mellemgulvsbrok.

Når vi spiser, ryger maden via spiserøret gennem en åbning i mellemgulvet til mavesækken.

Flad muskel

Mellemgulvet er en flad muskel, som skiller brysthule og mave. 

Mavesækken ligger lige under mellemgulvet. 

Nederst i spiserøret er en muskel, som skal sørge for at holde maveindholdet på plads i mavesækken. 

Den muskel kan blive slap, og så kan indhold fra maven løbe baglæns op i spiserøret. Det øverste af mavesækken kan også skubbe sig gennem mellemgulvet og op i brysthulen. 

Så har man mellemgulvsbrok eller mavemundsbrok, som det også kaldes.

Sure opstød

Lider man af de her ting, kan man opleve sure opstød, halsbrand, sviende smerter øverst i maven eller bag brystbenet, hoste. Er man hårdt ramt, kan man få en slags betændelse i spiserøret.

Alt det skyldes, at maveindholdet er fyldt med syre, og slimhinden i spiserør og hals er simpelthen ikke gearet til at beskytte mod syren.

Hos en tredjedel af de ramte skyldes tilstanden arv. Og ellers kan tobak, overvægt, forstoppelse, hoste, graviditet og i det hele taget alt, der øger trykket i maven være skurken. 

Stress kan også medvirke.

Kommer i perioder

Generne kommer gerne i perioder. De provokeres af overspisning, sure drikke samt sur, fed, røget eller krydret mad, kaffe, chokolade, spiritus.

Man kan selv gøre noget ved at undgå store og sene måltider og de produkter, som provokerer.

Hvis man hæver hovedgærdet på sin seng, hjælper tyngdekraften med at holde maden på plads, så man ikke får refluks om natten. 

Man bør undgå at arbejde i foroverbøjede stillinger, som øger trykket i maven. Vægttab og rygestop hjælper også.

Medicin kan hjælpe

I håndkøb kan man få syreneutraliserende midler og midler, der lægger sig beskyttende på slimhinden i maven. 

Lægen kan udskrive medicin, som nedsætter syreproduktionen. Er man så hårdt ramt, at det ødelægger ens livskvalitet, er det muligt at operere med en kikkertoperation.

Læge Anne-Margrete Hedengran er netlæge hos Newsbreak.dk. Her skriver hun om sundhed og sygdom.
Læge Anne-Margrete Hedengran er netlæge hos Newsbreak.dk. Her skriver hun om sundhed og sygdom.
Powered by Labrador CMS