Kultur

Succesfuldt makkerpar står bag DR’s nye seriesatsning

Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag har skabt seriesuccesen "29" og er biografaktuelle med "Elsker dig for tiden". Nu har makkerparret det næste projekt parat.

Køn, magt og kærligheden er treenigheden i DR’s nye seriesatsning “Bag enhver mand”, som får premiere i efteråret 2023.

Det annoncerer DR i en pressemeddelelsen.

Bag dramakomedien står Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag, der har skabt seriesuccesen “29”, og som netop nu er biografaktuelle med “Elsker dig for tiden”.

Makkerparret spiller også hovedrollerne i serien.

“Bag enhver mand” handler om den erfarne og succesfulde køkkenchef Michael, spillet af Jesper Zuschlag, der må forsvare sin position, da den nye souschef Naja, i skikkelse af Julie Rudbæk, vil modernisere hans restaurant og forsøge at vippe ham af pinden.

Julie Rudbæk og Jesper Zuschlag har et stjernespækket hold omkring sig til at indtage de øvrige roller. Blandt andre Ann Eleonora Jørgensen, Lars Bom, Andreas Jebro, Anders Brink Madsen, Ditte Hansen og Frederik Cilius.

Serien skal give et nuanceret blik på de universale magtkampe, der eksisterer mellem mænd og kvinder. For er mænd og kvinder i virkeligheden så forskellige, når først personlige ambitioner bliver vigtigere end fællesskabet?, lyder det i pressemeddelelsen.

“Bag enhver mand” bliver sendt på DRTV og DR1 i efteråret 2023.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker