Sport

Strømsvigt i Wien udsætter Danmarks kamp mod Østrig

Efter et strømsvigt bliver Danmarks fodboldlandskamp mod Østrig sparket i gang klokken 22.15.

Mandag aften sænkede lyset sig over Wien i mere end en forstand.

Strømmen gik på Ernst-Happel-Stadion, hvor Danmark mandag aften skal møde Østrig i Nations League, og det har betydet, at kampen ikke er gået i gang til tiden.

Kampen bliver i stedet sparket i gang klokken 22.15, er meldingen fra Wien. Det er halvanden time senere end den planlagte kampstart, da kampen skulle være gået i gang 20.45.

– Det er ærgerligt, men det er ens for begge hold, siger Peter Møller, fodbolddirektør i DBU, til TV 2.

– De har ikke vidst, om de kunne få gang i nødgeneratoren. Vi fik ikke ret mange informationer. Heldigvis er der gang i lysene igen, så vi kan få spillet kampen, siger Peter Møller, som “for alt i verden” ville undgå, at kampen blev flyttet til tirsdag.

Der har været tale om et strømsvigt i hele den bydel, hvor det østrigske nationalstadion er placeret, og det har betydet, at stadionlamperne i en periode var slukkede.

Først 21.30 blev lyset atter tændt, og klokken 21.42 løb Kasper Schmeichel og de øvrige danske målmand ud for at varme op igen. Kort efter fulgte resten af landsholdet.

Under strømsvigtet stod de danske spillere på løbebanen og snakkede, jonglerede og afventede på nye meldinger om den bizarre situation. Da lyset atter blev tændt, gik spillerne i omklædningsrummet, før de siden vendte tilbage på banen.

På stadion forsøgte stadionspeakeren ihærdigt at underholde med musikalske indslag mellem de sparsommelige meddelelser om situationen.

Wienervals og Radetzky-marchen blev blandt andet sat på højttalerne. Imens fandt de østrigske og danske fans deres mobiltelefoner frem og lavede en såkaldt bølge med blitzen tændt.

Da lyset blev tændt, fulgte en østrigsk udgave af Beatles-klassikeren “Here Comes the Sun”.

Danmarks opgør mod Østrig er det andet opgør i Nations League. I turneringens første runde vandt Danmark med 2-1 over Frankrig, mens østrigerne vandt 3-0 i Kroatien.

/ritzau/

Back to top button