Sport

Stress og hylen for ørerne tvinger golf-dansker til pause

Marcus Helligkilde har symptomer på stress, efter at fysiske skavanker har hindret ham i at spille sit bedste.

Den danske golfspiller Marcus Helligkilde tager en pause på grund af symptomer på stress.

For to uger siden trak den 25-årige dansker sig fra en DP World Tour-turnering i Spanien efter første runde.

– Jeg var stresset. Jeg var virkelig stresset.

– Jeg spillede første runde, men det var skidt både med min krop og mentalt. Jeg havde hylen for ørerne og flere andre symptomer på stress, siger Marcus Helligkilde til DR Sporten.

Han forklarer, at det havde været skadeligt for ham at spille videre.

Helligkilde mener selv, at problemerne er opstået på grund af en for kort pause mellem Challenge Touren, hvor han spillede i sidste sæson, og opstarten på DP World Tour.

Danskeren vurderer ikke, at han restitueret tilstrækkeligt, og det betyder, at skavanker i begge skuldre nu også giver smerter i ryggen og nakken.

De fysiske udfordringer er begyndt at nage ham mentalt, og han vurderer, at det var det, der ramte ham for to uger siden. Og fortsat plager ham.

– Jeg er mere fokuseret på processen end på resultatet. Det var det, der stressede mig. At jeg hele tiden afveg fra min proces, fordi min fysik ikke var god, siger han.

Selv om han trak sig for to uger siden i Spanien, så deltog han alligevel i sidste uges Catalunya Championship, der også foregår i Spanien.

Helligkilde gennemførte turneringen og endte som nummer 60, men undervejs var han mærket af symptomer på stress. Derfor tager den danske golfspiller nu en pause.

I næste uge får Helligkilde lagt en blokade i venstre skulder. Derefter venter seks ugers genoptræning.

/ritzau/

Back to top button