Indland

Storm rammer særligt færgekunder i den sydlige del af landet

Mens færgeruten mellem Aarhus og Odden ser ud til at kunne sejle planmæssigt, aflyses få afgange til Bornholm.

Da stormen Nora går mere sydligt ind i Danmark end først ventet, er det især de sydlige færgeruter på Als og Langeland samt på Bornholm, der bliver påvirket af blæsten.

Det fortæller Jesper Maack, der er pr- og kommunikationschef hos Molslinjen.

To afgange fra Bornholm bliver aflyst lørdag morgen. De skulle afsted 06.30 og 10.30, men det kommer altså ikke til at ske på grund af stormvarslet. I stedet sættes en langsommere og mindre vindfølsom færge ind fra klokken 11.

Ruten mellem Aarhus og Sjællands Odde slipper lettere, da Kattegat ifølge Jesper Maack er mere beskyttet for blæst.

– Kaptajnerne mener, de kan holde en helt almindelig sejlplan på Kattegat, siger han fredag over middag.

Både Storebæltsbroen og Øresundsbroen melder, at broerne formentlig lukker, mens stormen Nora raser.

Derfor forventer Jesper Maack, at ekstra mange vil benytte Molslinjen fredag og lørdag.

– Vi kan sagtens mærke, når broerne og især Storebælt lukker på grund af vindfølsomhed. Der er nogle køretøjer, som skal over, som derfor vælger at tage færgen.

– Desuden er det her en vinterferieuge, hvor weekenden for nogles vedkommende bliver brugt på at rejse hjem i. Så der er ganske mange mennesker med færgerne i den her weekend, siger han.

Fyns Politi oplyser i en pressemeddelelse, at Ærøfærgerne har varslet aflysning af en række afgange.

– Også flere af færgerne til de øvrige småøer har varslet aflysninger, skriver politiet, som opfordrer til, at rejsende går ind på de enkelte færgeselskabers hjemmesider for at følge udviklingen.

Det er ikke kun færgeruter internt i Danmark, der bliver berørt.

Selskabet Scandlines oplyser i en pressemeddelelse fredag, at det aflyser en række afgange mellem Gedser på Falster og Rostock i det nordøstlige Tyskland på grund af varslingen om storm med vindstød af orkanstyrke.

Det er afgange fra Gedser fredag klokken 15.45, 20.15 og 22.30 samt fra Rostock klokken 18.00, 20.15 og 22.30.

Lørdag er afgange aflyst fra Gedser klokken 02.15, 07.00 og 09.00. Fra Rostock er det klokken 04.30, 06.00 og 09.00.

/ritzau/

Back to top button