Kriminal

Storebæltsbroen forbyder vindfølsomme køretøjer at passere

Storebæltsbroen undgik lukning under storm, men en type køretøjer må ikke passere broen lørdag morgen.

Kørsel med vindfølsomme køretøjer er forbudt på Storebæltsbroen frem til klokken 08.00 lørdag morgen.

Forbuddet skyldes kraftig vind. Det skriver Vejdirektoratet på sin hjemmeside.

Forbuddet gælder i begge kørselsretninger.

Stormen Nora, der begyndte at trække ind over især de sydlige egne af Danmark fredag aften, har vist sig ikke at forstyrre trafikken på Storebæltsbroen i det omfang, som først var frygtet.

Sund & Bælt, som står for driften af broen, varslede fredag, at broerne over både Storebælt og Øresund ville lukke, når stormen Nora toppede. Men så slemt gik det ikke.

Fredag ved 20-tiden meddelte Sund & Bælt, at det ikke ville blive nødvendigt at lukke for trafikken.

Det skyldtes en forventning om, at vindstyrken ikke ville overstige de 25 meter i sekundet, som er grænsen for, hvornår broen lukker.

Allerede ved en vindstyrke på 15 meter i sekundet bliver vindfølsomme køretøjer forbudt at benytte broen. Eksempelvis biler, der trækker en trailer eller en campingvogn.

– Årsagen er, at vi med forbuddet reducerer risikoen for, at der sker uheld på broen, som spærrer for trafikken, skriver Sund & Bælt på sin hjemmeside.

– En personbil vil næsten altid kunne køre over broen, hvis blot den overholder den anbefalede hastighed. En personbil med anhænger eller campingvogn bagpå er langt mere følsom over for vind end en personbil uden, skriver Sund & Bælt.

En tom lastbil er også langt mere påvirkelig over for vind end en personbil.

For andre af landets broer som den over Vejle Fjord samt den mellem Sjælland og Falster fraråder Vejdirektoratet natten til lørdag også kørsel med vindfølsomme køretøjer, som for eksempel trailere, anhængere og campingvogne.

/ritzau/

Back to top button