Storbritannien vil hjælpe Ukraine med at få Rusland for retten
Russiske grusomheder må ikke gå ustraffet hen, siger britisk minister og lover juridisk bistand til Ukraine.
Storbritannien har sluttet sig til en gruppe af lande, der vil se på, hvordan man kan hjælpe Ukraine med at retsforfølge Rusland for invasionen af landet.
Det meddeler den britiske udenrigsminister, James Cleverly, fredag ifølge Reuters og AFP.
– Disse grusomheder må ikke gå ustraffet hen, siger han og minder om, at tusindvis af soldater og civile er dræbt, mens millioner er sendt på flugt fra krigen i Ukraine.
Cleverly kalder den russiske invasion af Ukraine, som blev indledt 24. februar sidste år, for “et uhyrligt brud på den regelbaserede internationale orden”.
Derfor har den britiske regering takket ja til en invitation fra Ukraine om at “slutte sig til en kernegruppe af ligesindede partnere”, der skal se på, hvordan Ruslands ledere kan stilles til ansvar i det internationale retssystem.
Storbritannien kan bidrage med juridisk ekspertise, mener Cleverly.
– Det omfatter at vurdere muligheden for en ny “hybrid” tribunal, meddeler det britiske udenrigsministerium.
Hvis der oprettes en særdomstol til at behandle de formodede krigsforbrydelser, der er begået i Ukraine, kan den muligvis integreres i det ukrainske retssystem, men have internationale elementer.
Det kan være i form af udenlandske dommere og anklagere og med international finansiering.
Idéen tog form i slutningen af 2022 og fik mandag ny opbakning fra Tysklands udenrigsminister, Annalena Baerbock, da hun mandag besøgte Haag. Her ligger blandt andet Den Internationale Straffedomstol (ICC).
Rusland anerkender ikke ICC og kan derfor ikke retsforfølges ved denne domstol.
Ikke desto mindre har ICC indledt en efterforskning af mulige krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden begået i Ukraine.
/ritzau/AFP