Udland

Storbritannien og USA dropper gas og olie fra Rusland

USA indfører forbud mod import af russisk olie og gas, siger USA's præsident, Joe Biden, ifølge Reuters.

USA forbyder import af russisk olie, russisk gas og andre energiformer fra Rusland.

Det meddeler USA’s præsident, Joe Biden, i en tale tirsdag.

Meldingen kommer efter et lignende tiltag fra Storbritannien.

Storbritannien vil udfase importen af russisk olie og gas inden udgangen af i år.

Det oplyser landets energiminister, Kwasi Kwarteng, på det sociale medie Twitter.

– Denne overgang vil give markedet, virksomheder og forsyningskæder mere end nok tid til at erstatte russisk import, skriver han.

Han tilføjer, at import af russisk olie og gas udgør otte procent af den britiske efterspørgsel på sådanne produkter.

– Virksomheder bør bruge dette år på at sikre en blød overgang, så forbrugere ikke bliver ramt, skriver han på Twitter.

Energiministeren, som også er minister for erhverv, siger, at regeringen også vil hjælpe virksomheder med at finde alternativer til russisk olie og gas.

Årsagen til det skridtet fra Storbritannien er Ruslands invasion af Ukraine.

/ritzau/

Back to top button