Forbrug

Stop din gode ven i at blive spritbilist

Det kan være svært at stoppe en anden person i at køre, hvis personen har alkohol i blodet. Men som argument kan man blandt andet bruge sin egen bekymring.

“Jeg kører hjem nu”.

De ord har måske vakt stor bekymring, hvis man har været til fest og en af de andre gæster vil køre hjem, selv om personen har indtaget lidt for mange glas rødvin.

Men det kan blive livsfarligt, hvis man kører ud på vejene med en for høj promille.

Faktisk sætter politikredsene ekstra fokus på at tjekke bilisternes promiller frem til starten af august.

Sommeren er nemlig en af de perioder, hvor der sker fleste spritulykker på vejene, lyder det i en pressemeddelelse fra Rådet for Sikker Trafik.

Men der er flere ting, man selv kan gøre for at stoppe en anden i at blive spritbilist, selv om det kan være svært.

Blandt andet skal man reagere og udtrykke sin bekymring over for personen.

Det siger Pernille Ehlers, der er chefkonsulent hos Rådet for Sikker Trafik.

– Det kan godt være, at der måske bliver en lidt dårlig stemning. Men det kan man reparere senere, hvis bare man forhindrer folk i at køre, når de er fulde, siger hun.

Hvis personen bliver vred, skal man blive ved og stadig vise sin egen bekymring.

– Mange vil acceptere det og sige: “Det er også rigtigt”, siger Pernille Ehlers.

Frygter man, at personen bliver vred, har Pernille Ehlers også et godt råd:

– Man skal tænke på, at hvis man ikke siger noget, og personen kører afsted og enten bliver stoppet af politiet for spritkørsel, eller der sker en ulykke, hvordan vil man så have det med det?, siger hun og understreger, at det slet ikke er usikkert, at personen bliver vred.

Når man skal overtale sin gode ven eller partner til ikke at sætte sig ud i bilen med en for høj promille, kan det også være en god idé at finde sammen med andre.

– Man er ikke alene om det, og så kan det være nemmere at overtale folk til at lade bilen stå. Det er også tit rarere for en selv, siger chefkonsulenten.

Har personen ved festens start fået sagt, at vedkommende skal køre hjem og ikke skal drikke alkohol, kan både værten og de andre gæster støtte personen i at holde sig ædru. Her kan man eksempelvis servere alkoholfri øl.

Kører ens ven til gengæld afsted med en for høj promille, skal man ringe til politiet på 1-1-4. Det siger Jørgen Christensen, der er politikommissær og operativ leder af færdselsafdelingen hos Midt- og Vestjyllands Politi.

I juni, juli og august sidste år blev der ifølge tal fra Rigspolitiet sigtet 172 personer for spritkørsel i kredsen.

Det er det højeste antal blandt samtlige af landets politikredse, fremgår det i pressemeddelelsen fra Rådet for Sikker Trafik.

Hos “en ikke-ubetydelig del” af de spritbilister, der bliver stoppet, sker det, fordi de i forvejen er blevet anmeldt, forklarer Jørgen Christensen.

Vil man forhindre en person i at køre, har han også et godt råd:

– Der må man bare være standhaftig og sige: “Skal du ikke overnatte”?, “jeg vil gerne betale en taxa”, eller “ved du hvad? Du får ikke lov til at køre hjem, men til at sove på sofaen i nat”, siger politikommissæren.

Overlader man sin egen bil til en, der har en promille over den tilladte grænse på 0,5, kan man selv få en bøde, forklarer han.

/ritzau fokus/

Back to top button