Politik

Støjberg melder klart ud: Vil i regering efter valget

Danmarksdemokraterne skal ikke være et protestparti, men skal tage ansvar, lyder det fra Inger Støjberg.

Hendes parti er ikke repræsenteret i Folketinget endnu.

Alligevel har Inger Støjberg allerede en ambition om, at hun og Danmarksdemokraterne skal i regering efter næste folketingsvalg.

Det fortæller hun i et interview med Berlingske.

– Hvis vælgerne giver os opbakning, og hvis vi kan forhandle os frem til et godt politisk grundlag, er vi som parti ikke bange for at tage det ultimative ansvar på os, siger Inger Støjberg til avisen.

Den tidligere Venstre-minister understreger, at Danmarksdemokraterne, som hun står i spidsen for, ikke skal være et protestparti.

Det skal være et parti, der har reel indflydelse.

– Jeg har været minister ad flere omgange, og jeg har prøvet at sidde både inden for og uden for regering. Derfor ved jeg, at det er som medlem af en regering, at man har den største indflydelse, siger Inger Støjberg.

Hun ønsker ikke at svare på, hvilke andre partier Danmarksdemokraterne ønsker at danne regering med. Dog siger hun, at Venstre og De Konservative skal være regeringens “akse”.

Hos Konservative ser politisk ordfører Mette Abildgaard positivt på et muligt fremtidigt regeringssamarbejde med Støjberg.

Hun ønsker over for Ritzau ikke udtale sig yderligere mundtligt, men henviser til en besked, som hun har sendt til Berlingske:

– Jeg er sikker på, at vi kan finde kompromiser med Danmarksdemokraterne og alle de andre borgerlige partier. For vi hører, at alle partier har den fælles forståelse, at ingen får alt sin politik gennemført, lyder det.

Mette Abildgaard understreger, at forhandlinger må afgøre, hvem der ender med at sidde i regering sammen. Det vigtige er, at regeringens medlemmer kan enes om den politik, de skal føre.

Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, henviser over for Ritzau også til sin kommentar i Berlingske. Her gør hun det klart, at Venstre sagtens kan se Inger Støjberg være minister i en borgerlig regering.

Danmarksdemokraterne blev stiftet 23. juni i år. I løbet af kort tid derefter indsamlede partiet de 20.000 vælgererklæring, som kræves for at kunne stille op til Folketinget.

Inger Støjberg blev i december sidste år idømt 60 dages fængsel ved en rigsret for sin rolle i sagen om ulovlig adskillelse af asylpar, da hun var udlændinge- og integrationsminister.

I begyndelsen af februar meldte hun sig ud af Venstre.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker