Politik

Støjberg er klar på folkeafstemning om store bededag

En tredjedel, 60 mandater, af Folketinget kan sende lovforslag om store bededag til folkeafstemning.

Danmarksdemokraterne vil ikke stå i vejen for en eventuel folkeafstemning om afskaffelsen af store bededag.

Det siger partiformand Inger Støjberg (DD) under tirsdagens tredje- og sidstebehandling af lovforslaget, som afskaffer helligdagen fra 2024.

– Umiddelbart er der ikke noget, der tyder på, at der manifesterer sig et flertal for en folkeafstemning, siger Støjberg fra Folketingets talerstol.

Den analyse har Støjberg helt ret i. Og rent faktisk skal der ikke være et flertal for at sende lovforslaget om helligdagen til en folkeafstemning.

En tredjedel, altså 60 mandater, af Folketinget kan sendte lovforslaget til folkeafstemning. Med Inger Støjbergs tilkendegivelse og Danmarksdemokraternes 14 mandater er der nu 40 mandater for en folkeafstemning.

Mandag kom det frem, at SF og Liberal Alliance afviser at tilslutte sig Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Alternativet, som kræver en folkeafstemning. Kvartetten har 26 mandater tilsammen. Dermed kunne 60 mandater ikke nås.

Argumentet fra SF var, at der var for langt til de 60 mandater. Det argument har SF’s beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge, gentaget under tirsdagens debat om lovforslaget.

Hvis SF alligevel skulle finde på at være med på en folkeafstemning, ville der være 55 mandater for en folkeafstemning. Dermed skulle eksempelvis Liberal Alliance eller De Konservative være med på et folkeafstemning, før den ville være en realitet.

I givet fald skal partierne dog ændre holdning senest fredag. Ellers er det for sent ifølge Grundloven.

Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, er glad for Støjbergs melding.

– Det er en rigtig god nyhed, som giver håb om, at vi kan få den folkeafstemning om afskaffelsen af store bededag, siger hun i en skriftlig kommentar.

– Nu mangler vi kun to partier, før af vi kan forhindre dette fridagstyveri. Det lægger et langt større pres på SF, Konservative og LA. Jeg håber virkelig, de vil genoverveje deres stillingtagen, siger Villadsen.

Liberal Alliances politiske leder, Alex Vanopslagh, slår under debatten dog fast, at partiet fortsat ikke støtter en folkeafstemning.

Han er nervøs for, at det kan betyde flere folkeafstemninger om andre ting fremover.

– Det skal ikke være noget, der går ind og skaber præcedens, siger Vanopslagh til et spørgsmål om emnet fra Enhedslistens Pelle Dragsted.

Han er bange for, at når det kun kræver 60 mandater at gennemtvinge en folkeafstemning, så kan vi hele tiden gå til folkeafstemning.

De Konservative gik ikke på talerstolen tirsdag. Men De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, sagde under debatten, at partiet ikke støtter en folkeafstemning. Han tilføjede, at partiet er imod afskaffelsen af store bededag.

Regeringens idé om at afskaffe en helligdag blev præsenteret i forbindelse med regeringsgrundlaget i december. Det vakte ikke kun et ramaskrig hos oppositionspartier, men også hos fagbevægelsen og biskopper.

Trods kritik har regeringen bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne stået fast. Helligdagen skal være fortid. Trioen udgør et flertal i Folketinget.

Ingen af partierne havde nævnt afskaffelsen af store bededag som en mulighed under valgkampen i november.

Afskaffelsen af helligdagen skal være med til at finansiere de øgede forsvarsudgifter, lyder det fra regeringen.

Lovforslaget blev vedtaget med 95 stemmer for og 68 stemmer imod. Regeringen og De Radikale stemte for.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker