Politik

Statsministeren: Der er nu krig i Europa

En krise udløst af Ruslands angreb på Ukraine kan få store omkostninger for Danmark, siger statsministeren.

Der er torsdag udbrudt krig på europæisk jord i form af en russisk “fuld invasion” af Ukraine, siger statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde i Statsministeriet torsdag.

– I dag er en mørk dag for freden i verden. Vi ser et militært angreb på en fredelig, fri og suveræn nation, siger hun.

– Angrebet er ikke bare et angreb på Ukraine. Det er et angreb på fred og stabilitet. Og det er et angreb på den tid, der har hørt sig til siden Den Kolde Krig. Der er nu krig i Europa.

Ruslands angreb på Ukraine, der startede tidlig torsdag morgen, er blevet mødt med fordømmelse fra en lang række primært vestlige lande – herunder Danmark.

Torsdag advarer statsministeren om, at den danske regering forventer, at den situation, som det russiske angreb på Ukraine har skabt, vil vare ved i et stykke tid.

– Vi træder ind i en uvis tid, siger Mette Frederiksen.

– Vi forventer, at der er tale om en længerevarende international krise. Potentielt med store omkostninger for det danske samfund.

På samme pressemøde oplyser forsvarsminister Morten Bødskov (S), at der ikke for nuværende anses nogen trussel med medlemmer af militæralliancen Nato, som Danmark er del af.

– Det er vigtigt for mig at understrege, at vi ikke ser nogen direkte militærtrussel mod Nato. Ej heller en direkte militær trussel mod Danmark.

– Men Ukraine er blevet brutalt overfaldet. Og vores østligt allierede befolkninger – ikke mindst i de baltiske lande – er bekymrede. Det er helt forståeligt.

Det samme udtrykker forsvarschef Flemming Lentfer, der siger, at Forsvaret har øget sit beredskab.

Han oplyser, at Danmark vil sende to kampfly til Nato-landet Polen.

Det kommer oveni danske militære bidrag i andre Nato-lande. Der er fire danske kampfly i Litauen og to på Bornholm. Til marts skal 200 danske soldater til Estland.

/ritzau/

Back to top button