Politik

Statsminister besøger danske Nato-soldater i Polen

Frederiksen besøger danske udsendte soldater og viser forståelse for østeuropæisk bekymring under krigen.

Statsminister Mette Frederiksen (S) rejser torsdag til Polen for at besøge Natos korpshovedkvarter i Szczecin.

Hovedkvarteret er oprettet af Danmark, Polen og Tyskland i fællesskab. Det spiller en afgørende rolle for afskrækkelse og forsvar i regionen, særligt set i lyst af Ruslands blodige angreb på Ukraine.

– De baltiske lande og Polen er forståeligt nok stærkt bekymrede i den tilspidsede situation, som udfordrer ikke blot Ukraine, men også de tilstødende Nato-lande, siger statsministeren i en pressemeddelelse.

Under besøget modtager hun en briefing om hovedkvarteret og dets opgaver. Hun skal også mødes med danskere, der er udsendt til korpset.

Frederiksen kalder sammenholdet i den transatlantiske forsvarsalliance for stærkt. Hun sender samtidig en advarsel til den russiske præsident, Vladimir Putin.

– Europa står sammen om at hjælpe Ukraine og det ukrainske folk. Putin skal mærke, at den russiske invasion er helt uacceptabel, og vi skal støtte ukrainerne, alt det vi kan i deres kamp for frihed og selvstændighed, siger hun.

Senere torsdag og fredag deltager hun i et uformelt topmøde i EU-regi i Versailles uden for Paris.

Forsvar og uafhængighed af russisk energi er på dagsorden. EU-Kommissionen præsenterede tidligere på ugen en ambition om, at medlemslandene skal være uafhængige.

– Europa står i en ny sikkerhedspolitisk situation. Det påvirker den måde, vi skal indrette vores økonomier på.

– Der er behov for større investeringer i forsvar, og det er Danmark klar til at levere på. Der er behov for massive investeringer i den grønne omstilling, så vi kan gøre os fri af den russiske gas, siger hun.

/ritzau/

Back to top button