Brand i lejlighed: Opgang evakueret og fire på sygehuset
Fire personer er onsdag morgen kørt til tjek for røgforgiftning efter en brand i en lejlighed i Hvidovre.
Omkring klokken seks onsdag morgen blev der anmeldt en brand i en lejlighed på Arnold Nielsens Boulevard i Hvidovre.
– Vi er stadig derude, fortæller vagtchef ved Københavns Vestegns Politi Henrik Andreasen til Newsbreak.dk kort før klokken syv.
Han kan dog ikke oplyse særligt meget mere, end at der har været en brand i en lejlighed, og at beboerne i opgangen har fået sig en brat start på dagen.
– Opgangen er evakueret, så der skulle ikke være fare for nogen yderligere, siger han.
Fire på sygehuset
Henrik Andreasen oplyser også, at fire personer er kørt til tjek for røgforgiftning på sygehuset. Han har endnu ikke nogen præcise meldinger på, hvor kraftig branden er, eller om den er slukket.
– Om det er hele lejligheden, der er udbrændt eller hvad, det ved jeg simpelt hen ikke endnu, siger Henrik Andreasen til Newsbreak.dk.