18-årig i livsfare på fjerde døgn

Var ude for en slem arbejdsulykke fredag morgen.

Han blev hentet i ambulance efter ulykken.
Offentliggjort Sidst opdateret

En 18-årig mand er på 4. døgn indlagt i kritisk tilstand efter en arbejdsulykke fredag morgen.

Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi mandag.

Den 18-årige, der stammer fra Litauen, kom klokken 7.53 fredag morgen alvorligt til skade ved en ulykke ved et transportbånd på et gartneri på Sognevejen i Karlslunde.

Her fandt medarbejdere den unge mand liggende livløs under transportbåndet, og politi og ambulance blev straks kaldt til stedet.

Der blev iværksat livreddende førstehjælp af den tilskadekomne, som blev kørt med ambulance til sygehuset. Samtidig afhørte politiet de tilstedeværende, lige som Arbejdstilsynet blev orienteret om ulykken og kørt til stedet.

Kvalt af sit tøj

Det kan nu stykkes sammen, at den 18-årige var i gang med rengøring under transportbåndet.

Her satte hans tøj sig uheldigvis fat i en valse, så tøjet strammede omkring hans hals, så han ikke kunne trække vejret.

Han var derfor uden ilt i længere tid, og er derfor stadig indlagt i kritisk tilstand.

De pårørende er underrettet om ulykken.

Politiet afventer fortsat den endelige rapport fra Arbejdstilsynet, hvorefter der skal tages stilling til, om der er sket et brud på arbejdsmiljølovgivningen i forbindelse med ulykken.

Powered by Labrador CMS