Dansk produktion til Kina: 90 fyres i Aalborg

Udflytningen er en fortsættelse af den proces, der begyndte tilbage i 1994, da virksomheden i Kina blev etableret. Foto: www.colourbox.com/free
Offentliggjort Sidst opdateret

Alfa Laval i Aalborg varsler afskedigelse af 90 ansatte – produktionen flytter ud af landet.

Ændringer i den globale værftsindustri betyder, at 90 mister arbejdet i Aalborg. Det er virksomheden Alfa Laval, der flytter den traditionelle produktion af brændere og varmevekslere i sin nordjyske afdeling til Kina.

– I dag bliver en større og større del af verdens skibe bygget i Asien og specielt i Kina.

– Både hvad angår omkostninger og miljøbelastning giver det bedst mening at producere så tæt på kunderne som muligt, og derfor flyttes en del af produktionen af brændere og varmevekslere nu til Qingdao i Kina, siger Søren Krarup, administrerende direktør i Alfa Laval Aalborg, i en pressemeddelelse.

Aalborg-afdelingen vil fortsat være globalt udviklingscenter og producere avancerede løsninger til miljøforbedringer på det maritime område, der udgør en stigende del af omsætningen.

Udflytningen er en fortsættelse af den proces, der begyndte tilbage i 1994, da virksomheden i Qingdao blev etableret.

I dag arbejder der i alt 450 medarbejdere for Alfa Laval i Aalborg.

– Det er ikke rart at sige farvel til dygtige medarbejdere, men for fortsat at kunne være konkurrencedygtige, er vi løbende nødt til at tilpasse os virkeligheden og kundernes ønsker.

– Vi kan heldigvis se, at en række af vores forretningsområder inden for energi og miljø i Aalborg går godt. Både det nye højteknologiske testcenter, vi indviede i starten af året, og det nye hovedsæde, vi er i gang med at opføre, betyder, at vi fortsat satser på Aalborg, siger Søren Krarup.

Alfa Laval omsatte i 2013 for cirka en milliard kroner.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS