Ozzys kone: Hans liv afgøres af omfattende operation
Grundet sine helbredsproblemer og coronapandemien har Ozzy Osbourne ikke været i stand til at gennemføre sin afskedsturné, "No More Tours 2"
Rockikonet Ozzy Osbourne har de senere år døjet med skrantende helbred.
Nu skal den 73-årige rocklegende ifølge hans hustru og manager, Sharon Osbourne, gennemgå et omfattende indgreb.
Det fortæller hun i tv-programmet "The Talk" på britiske Channel 4.
- Ozzy skal have en meget stor operation på mandag. Og jeg er nødt til at være der, siger hun og fortsætter:
- Operationen kommer virkelig til at afgøre resten af hans liv, siger Sharon Osbourne i programmet uden at komme nærmere ind på, hvorfor Ozzy Osbourne skal opereres.
Det har tidligere været fremme, at Black Sabbath-stjernen lider af flere helbredsproblemer.
I 2019 fik han konstateret Parkinsons sygdom. Samme år faldt han i sit hjem og kom så slemt til skade, at de skruer, han fik sat i ryggen efter en ulykke på ATV (firhjulet motorcykel, red.) i 2003, rev sig løs.
Smittet med corona
I et nyligt interview fortalte Ozzy Osbourne selv, at han havde brug for endnu en nakkeoperation.
- Jeg kan ikke gå ordentligt. Jeg får fysioterapi hver morgen. Jeg har det bedre, men jeg er ikke i nærheden af det, jeg gerne vil være, sagde han dengang til mediet Classic Rock.
Tidligere i 2022 blev han smittet med coronavirus og udviklede lungebetændelse.
Grundet sine helbredsproblemer og som følge af coronapandemien har Ozzy Osbourne ikke været i stand til at gennemføre sin afskedsturné, "No More Tours 2".
Indtil videre er turnéen udsat til 2023.