Indland

SSI: Lavere smittetal betyder ikke færre smittede

Sundhedsstyrelsen har ændret testanbefalingerne, og det betyder, at smittetallet vil falde fremover.

De daglige smittetal kommer til at falde i den kommende tid. Det skyldes især nye og ændrede anbefalinger om test for Coronavirus.

Mindre smittetal betyder dog ikke nødvendigvis, at der reelt er færre smittede i samfundet. Det forklarer Tyra Grove Krause, der er faglig direktør i Statens Serum Institut (SSI).

– Vi vil kunne se et fald, alene fordi vi opdager færre tilfælde, når der ikke testes så bredt, siger hun.

Torsdag har Sundhedsstyrelsen ændret anbefalingerne for test, så man kun skal testes for Coronavirus i særlige tilfælde.

Et eksempel på et af de tilfælde kan være situationer, hvor et testsvar giver anledning til tidlig behandling mod covid-19 for at reducere risikoen for indlæggelse og alvorlig sygdom.

De nye testanbefalinger betyder, at SSI, der dagligt opgør smittetallene for Coronavirus, forventer, at langt færre vil blive testet.

– Det betyder, at vi vil se et faldende smittetal og måske en stigende positivprocent, fordi det er dem, der er mere syge, der vil blive testet, siger Tyra Grove Krause.

Hun fortæller, at man – ligesom andre gange, hvor teststrategien er blevet ændret – skal se på flere tal for at få et retvisende billede af epidemien.

– Man skal selvfølgelig følge smittetallet, men man bliver også nødt til at kigge på, hvordan positivprocenten ændrer sig.

– Vi kan stadig følge godt med i antallet af nyindlagte og antallet af indlagte. Man skal bare forberede sig på, at der er i øjeblikket er mange, der er indlagt med og ikke på grund af covid-19, siger hun.

Tyra Grove Krause forklarer, at også antallet af indlagte med covid-19 vil falde den kommende tid.

Af den seneste tendensrapport fra SSI fremgår det, at 52 procent af dem, der i uge syv var indlagt med Coronavirus, var indlagt på grund af Coronavirus.

Tyra Grove Krause vurderer, at andre overvågningssystemer får endnu større betydning, når testmønstret ændrer sig.

– Det er vores spildevandsovervågning, hvor vi følger, hvor meget virus der er i vores spildevand. Det siger noget om smittetrykket.

Hun forklarer, at SSI også har en stikprøvebaseret overvågning af personer, der kontakter deres læge ved luftvejssymptomer og bliver testet.

– Derudover vil vi prøver at afdække, om vi også kan bruge frivillige, som tager en hjemme-PCR-test over en periode for at se, om det er noget, vi kan bruge til i bedre grad at følge smittetrykket blandt dem, der ikke bliver alvorligt syge, og som ikke er i særlig risiko for at få et alvorligt forløb, siger hun.

/ritzau/

Back to top button