Viste klassen i åbningskamp
Italien dominerede fra start til slut, da Tyrkiet blev slået med 3-0 i den første kamp ved fodbold-EM
Der var fodboldfest i Rom fredag aften.
Her blev EM skudt i gang i den italienske hovedstad. Tenoren Andrea Bocelli og Bono fra U2 gav et nummer hver, og på banen serverede det italienske landshold også godter for hjemmepublikummet.
Italien åbnede EM med en dominerende indsats mod Tyrkiet, der blev besejret med 3-0. Dermed tager Roberto Mancinis tropper altså en tidlig føring i gruppe A.
EM's første kamp blev indledt med Tyrkiet under en vedvarende italiensk belejring. Italien sad tungt på bolden, men havde svært ved at bryde igennem tyrkernes defensiv, som havde god tid til at komme på plads.
Italienerne gik nemlig ofte lidt i stå, jo længere frem de kom på Tyrkiets banehalvdel. Selv om det frem mod pausen trak mere og mere op til en scoring, kom EM's første mål altså ikke i første halvleg.
Kom foran på selvmål
Det gjorde det til gengæld kort inde i anden. Tyrkiets Merih Demiral sendte bolden i nettet, men desværre for Juventus-forsvareren var det i eget net, så det endte med en fortjent italiensk føring.
Demiral fik med brystet vinklet bolden ind efter et forsøg på en tværaflevering fra Domenico Berardi.
Lidt over ti minutter senere gjorde Ciro Immobile det til 2-0. Lazio-bomberen var som vanligt på det rette sted på det rette tidspunkt, da en returbold endte i feltet. Immobile prikkede den i mål og sendte for alvor italienerne på sejrskurs.
Den afveg Italien ikke fra. Et dårligt udspark af Tyrkiets målmand endte med cirka et kvarter tilbage ved Lorenzo Insigne, der sikkert gjorde det til 3-0 og lukkede kampen.
Lørdagens EM-program byder på tre kampe, inklusive Danmarks møde med Finland i Parken klokken 18. Derudover tørner de andre to hold i Danmarks gruppe, Belgien og Rusland, sammen, ligesom Wales og Schweiz mødes i gruppe A.