Vingegaard knuser rivalerne

Suveræne Jonas Vingegaard kørte solo til mål på 6. etape af Baskerlandet Rundt, som han også vandt samlet

Offentliggjort Sidst opdateret

Jonas Vingegaard fuldførte sit mesterstykke og sikrede sig lørdag både etapesejr og den samlede triumf i Baskerlandet Rundt i opvisningsstil.

Op ad kongeetapens næstsidste stigning kørte Vingegaard iført den gule førertrøje fra sine rivaler og tilbragte 6. og sidste etapes sidste knap 30 kilometer alene frem til målstregen.

Den 26-årige dansker vandt desuden også 3. og 4. etape i Baskerlandet Rundt. Den samlede sejr er Jumbo-Visma-stjernens næststørste i et etapeløb efter sidste års triumf i Tour de France.

Skjelmose havde ikke benene

Landsmanden Mattias Skjelmose var samlet treer inden etapen, men havde ikke benene til at holde sin plads på podiet.

Som ventet blev sidste etape omkring Eibar lettere kaotisk fra start. En større gruppe slap væk, men da flere af medlemmerne var trusler i klassementet, fik udbrydergruppen kun lidt over to minutters forspring på sit højeste.

Hjælpere skabte optimal situation

To af Vingegaards hjælpere - Attila Valter og Steven Kruijswijk - var med og skabte en taktisk optimal situation, og de hang ved længe, mens udbruddet langsomt smuldrede hen over etapens stigninger.

Skjelmose måtte til gengæld slippe favoritfeltet op ad etapens fjerde af i alt syv kategoriserede stigninger, Krabelin, og kom aldrig afgørende tilbage.

Vingegaard var til gengæld i fuld kontrol. Han sad komfortabelt med, mens udbryderne blev halet ind, og efter et par angreb fra rivaler op ad sjette stigning, Izua, satte danskeren alle på plads med knap 30 kilometer til mål.

Valgte offensiven

Vingegaard valgte offensiven som våben, og ingen kunne sidde med den forsvarede Tour de France-vinder.

Op ad den sidste stigning øgede Vingegaard sit forspring til næsten halvandet minut, og det tog modet fra forfølgerne, der måtte nøjes med at kæmpe for sekundære placeringer.

Jonas Vingegaard vandt tre af seks etaper og det samlede klassement i Baskerlandet Rundt.
Jonas Vingegaard vandt tre af seks etaper og det samlede klassement i Baskerlandet Rundt.

BLÅ BOG OM JONAS VINGEGAARD

* Navn: Jonas Vingegaard Rasmussen.

* Født 10. december 1996.

* Hjemby: Glyngøre.

* Sportsgren: Cykling.

* Hold: Jumbo-Visma (siden 2019).

* Blev professionel cykelrytter i 2019.

* Udpluk af hans største resultater i karrieren:

- To etapesejre i Tour de France (2022) og indehaver af den gule førertrøje.

- Etapesejr i Polen Rundt (2019).

- Etapesejr i UAE Tour (2021).

- Samlet andenplads i Tour de France (2021).

- Etapesejr i Critérium du Dauphiné (2022).

Vinder af Tour de France (2022)

Vinder af Baskerlandet Rundt (2023)

Kilde: procyclingstats.com, Ritzau.
Powered by Labrador CMS