Vinder årets første kamp
Kampen mod Viktorija Golubic var årets første for danske Clara Tauson, der vandt med cifrene 6-2, 6-4
Den danske tennisspiller Clara Tauson vandt natten til tirsdag dansk tid over schweiziske Viktorija Golubic med cifrene 6-2, 6-4 i første runde af WTA 125 Canberra i Australien.
Tauson vandt første sæt overbevisende, men måtte i andet kæmpe sig tilbage fra at være bagud 1-4.
Danskeren er nummer 107 på verdensranglisten, mens Golubic er nummer 85.
I næste runde skal Tauson møde vinderen af opgøret mellem Fiona Ferro og Laura Pigossi, der spilles tidligt tirsdag morgen dansk tid.
Årets første
Kampen var årets første for Tauson, der senere på måneden drager videre til Australian Open i Melbourne.
Forinden starten på Australian Open 14. januar ventes Tauson også i næste uge at deltage i WTA 250 Hobart på Tasmanien.
Tro på tingene
Før Tauson tog til Australien, fortalte hun TV2, at hun går ind til den nye sæson med tro på tingene.
- Kroppen har det rigtig godt. Og det er selvfølgelig rigtig dejligt at vide, at man kan gå ind til 2024 med en god base og vide, at man har lagt et godt stykke arbejde i det, sagde hun til TV2 lige før nytår.
Har gode minder
Tauson har gode minder fra Australien, hvor hun som junior i 2019 vandt Australian Open og som senior spillede sig til tredje runde i selvsamme turnering i 2022.
Danskeren og den tidligere Holger Rune-træner Lars Christensen indgik for nylig en aftale for den nye sæson.
Tauson, der fyldte 21 år 21. december, havde en skadeplaget sidste sæson.