Vil ændre fodbold permanent

Det skal gøres til en permanent del af fodboldreglerne, at der må skiftes ud fem gange, anbefaler Ifab

Offentliggjort Sidst opdateret

Reglen om at kunne udskifte fem spillere kan inden længe blive en fast del af fodboldspillet.

International Football Association Board (Ifab), der forvalter fodboldlovene, har onsdag anbefalet, at det skal gøres permanent, at hold må skifte ud fem gange i løbet af kampene.

Anbefalingen kommer efter et digitalt møde med Det Internationale Fodboldforbund (Fifa). Her var antallet af udskiftninger et af emnerne.

Reglen om fem udskiftninger blev indført i sommeren 2020 for at beskytte spillerne i sammenpressede programmer efter coronapausen.

Her skulle mange fodboldligaer spilles færdig på kort tid i et tæt program, der stillede store krav til spillerne.

Maks tre udskiftninger

Muligheden for de ekstra udskiftninger blev siden forlænget i sommeren 2021, så den midlertidige løsning kunne benyttes frem til udgangen af 2022.

Nu lyder forslaget at gøre det til en fast del af fodboldreglerne. Det bliver dog op til de enkelte turneringsarrangører at beslutte, om man vil gøre brug af reglen om fem udskiftninger.

Igennem en årrække har det kun været tilladt at foretage maksimalt tre udskiftninger.

Det er blevet forhøjet til fem, men udskiftningerne må kun foretages over tre omgange, så man ikke kan trække tiden yderligere ud.

ifab

IFAB består af repræsentanter fra hver af Storbritanniens fire fodboldforbund — Englands The Football Association (The FA), Skotlands Scottish Football Association (SFA), Wales' Football Association of Wales (FAW) og Nordirlands Irish Football Association (IFA) — og Fédération Internationale de Football Association (FIFA), det internationale fodboldforbund. Hvert britisk forbund har en stemme og FIFA har fire. IFAB-drøftelser skal accepteres af 3/4 af stemmerne, hvilket svarer til seks stemmer. Derfor er FIFA's accept nødvendig for en hvilken som helst IFAB-beslutning, men FIFA kan ikke alene ændre The Laws of the Game — de bliver nødt til at have medhold fra mindst to af de britiske forbund. Det er også et quorum-krav, at mindst fire af de fem medlemsforbund, hvoraf ét skal være FIFA, skal være tilstede for at et møde kan foregå.

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS