Uefa straffer for EM-opførsel
Nogle af de ungarske fodboldtilhængere opførte sig ikke godt nok under EM-slutrunden, har Uefa vurderet
Ungarns fodboldlandshold skal spille sine næste to hjemmekampe under Uefa-regi uden tilskuere.
Det har Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) besluttet. Det skriver flere nyhedsbureauer, heriblandt Reuters og dpa.
Desuden får Ungarns fodboldforbund en bøde på 100.000 euro, svarende til 750.000 kroner, som konsekvens af "den diskriminerende adfærd, som de ungarske tilhængere havde" under EM, lyder det fra Uefa.
En tredje hjemmekamp uden tilskuere kan komme på tale, hvis der er yderligere problemer inden for de næste to år.
I dødspulje
Straffen kommer, efter at Uefa havde åbnet en sag mod Ungarn grundet blandt andet homofobiske bannere og tilråb samt abelyde under Ungarns EM-kampe i Budapest og München.
Ungarn var i den såkaldte "dødens pulje" ved EM, som slutter søndag. Ungarn sluttede som ventet sidst i gruppen med Frankrig, Tyskland og Portugal, men bed på banen ganske fint fra sig.
Efter 0-3-nederlaget til Portugal på tre sene mål blev det til 1-1 mod Frankrig og 2-2 mod Tyskland.
Skældsord og abelyde
Blandt andre Frankrigs stjerneangriber Kylian Mbappe måtte angiveligt finde sig i abelyde, når han havde bolden.
Også den portugisiske superstjerne Cristiano Ronaldo måtte angiveligt finde sig i diverse skældsord fra ungarske fans.
Tilskurestraffen gælder ifølge Uefa ikke i den nuværende kvalifikation til VM i Qatar i 2022.
Det gælder kampe i eksempelvis Nations League og EM-kvalifikationen.