Udgik med alvorlig skade
Midtbanespilleren skal ifølge DBU holde nogle ugers pause, efter at han fik en dyb flænge i foden mod England
Lige pludselig var han væk.
Endda så hurtigt, så tv-kameraerne ikke fangede det.
Torsdag aften er forklaringen så kommet.
Fodboldspilleren Mathias Jensen udgik af onsdagens EM-semifinale mod England med dyb flænge i foden.
Det skriver Dansk Boldspil-Union (DBU) på sin hjemmeside.
Blev skiftet ind sent
Midtbanespilleren blev skiftet ind i semifinalen på Wembley i London.
Men i den forlængede spilletids første halvleg blev han skadet.
Jensen kom ikke ud til anden halvleg i forlængelsen.
Så danskerne sluttede kampen 10 mod 11 i 1-2-nederlaget.
- Mathias Jensen måtte udgå i den forlængede spilletid mod England, da han havde fået en større, dyb flænge i foden og efter landsholdslægens vurdering skulle sys med det samme.
- Der venter Mathias en pause på nogle uger, skriver DBU.
Sluttede i undertal
Lige inden Jensen blev skiftet ud, var han tæt på begivenhederne, da Raheem Sterling røg i græsset, hvorefter England fik tildelt et straffespark.
Kasper Schmeichel reddede forsøget fra 11-meter-pletten fra Harry Kane.
Men den engelske landsholdsanfører scorede på riposten til engelsk 2-1-føring.
Danmark jagtede derefter desperat en udligning.
Men da Jensen gik ud, var alle danske udskifterne blevet benyttet.
Derfor sluttede Kasper Hjulmands tropper opgøret i undertal.