Tredje dansker udgår af Touren
Michael Mørkøv nåede ikke i mål inden for tidsgrænsen på 15. etape af Tour de France og må udgå af løbet
Michael Mørkøv er færdig i dette års Tour de France.
Den danske Quick-Step-rytter nåede søndag ikke i mål inden for tidsgrænsen på 15. etape.
Mørkøv, der de seneste dage har berettet om et haltende helbred, blev hurtigt kørt agter ud af feltet søndag. Danskeren endte med ene mand at køre bagest.
Det stod hurtigt klart, at Mørkøv kunne komme i problemer i forhold til tidsgrænsen. Den endte med at være på 53 minutter og 30 sekunder, men det var altså ikke nok for den 37-årige dansker.
Mørkøv kom lidt i klokken 19 søndag aften i mål cirka en time og ti minutter efter etapevinderen Jasper Philipsen. Løbsdirektør Christian Prudhomme tog imod danskeren på målstregen.
Tre danskere udgået
Dermed er tre danskere udgået af Touren. Før søndagens etape måtte Magnus Cort trække sig på grund af en positiv coronaprøve.
Michael Mørkøvs holdkammerat Kasper Asgreen udgik før 9. etape. Asgreen var ikke kommet sig ordentligt efter et grimt styrt i Schweiz Rundt kort før starten på Tour de France.