Trækker sig
Holger Rune skal ikke spille i Metz i næste uge, men kan i stedet forberede sig optimalt til sæsonfinalen
Holger Rune var egentlig tilmeldt den kommende uges ATP 250-turnering i Metz, men tennisspilleren kommer ikke til at stille op.
Han er således fjernet fra turneringens senest opdaterede startliste.
På den oprindelige startliste var Holger Rune førsteseedet og stod til at møde enten Fabio Fognini eller Thiago Seyboth Wild. Den plads har Alexander Bublik nu overtaget.
Røg ud fredag aften
Holger Rune røg fredag aften ud af Paris Masters, da han tabte til Novak Djokovic efter en underholdende kamp i tre sæt.
Han nåede dog alligevel et af sæsonens store mål, da han sikrede sig en kvalifikation til sæsonfinalen, ATP Finals, i Torino.
De otte bedste mødes
ATP Finals løber af stablen fra 13. november til 19. november. I turneringen dyster årets otte bedste spillere. Med afbuddet til turneringen i Metz har Holger Rune nu fri til at forberede sig, som han vil.
Det er første gang nogensinde, at en dansk herrespiller i single er kvalificeret til ATP Finals.
Tæt på at miste pladsen
Holger Rune var tæt på at miste pladsen blandt årets otte bedste, men de seneste par uger har han rejst sig efter en periode med langt flere nederlag end sejre.
Derfor er han altså med i Torino, hvor han skal slås med Alexander Zverev, Novak Djokovic, Carlos Alcaraz, Daniil Medvedev, Jannik Sinner, Andrey Rublev og Stefanos Tsitsipas.