Tauson taber maratonkamp

Clara Tauson kunne to gang serve sejren hjem, men i stedet endte hun med at tabe til verdens nummer 73

Offentliggjort Sidst opdateret

Den danske tennisspiller Clara Tauson fik kun én kamp ved WTA 125-turneringen i spanske Reus.

Tirsdag tabte danskeren med cifrene 6-4, 6-7, 4-6 til bulgareren Viktoriya Tomova, der rangerer som nummer 73 i verden.

Tauson ligger selv nummer 121 efter en sæson præget af skader.

Danskeren havde ellers sejren inden for rækkevidde, da hun to gange i andet sæt kunne serve sejren hjem.

Men i stedet tabte hun efter 2 timer og 54 minutters kamp.

Urytmisk første sæt

Første sæt blev noget urytmisk, og det bølgede frem og tilbage.

Tauson var nede med et servegennembrud ved stillingen 1-3 og 2-4, men bragte så balance i regnskabet ved 4-4.

Nu var Tauson ovenpå.

Hun brød også til 5-4 og servede efterfølgende sættet hjem med en forhåndsvinder på den første sætbold, som hun havde spillet sig til med en elegant stopbold.

Store problemer i andet sæt

I andet sæts start var Tauson i store problemer i egen serv og afværgede fire breakbolde.

I stedet brød hun selv og kom foran med 3-1.

Tomova svarede dog med det samme tilbage og ændrede 1-3 til 4-3.

Derefter holdt Tauson serv til 4-4 og brød til 5-4 med en hammer af en forhåndsvinder.

Tauson formåede dog ikke at serve sejren hjem i det efterfølgende parti, og det lykkedes heller ikke, da hun fik en ny chance ved 6-5.

I stedet skulle sættet afgøres i tiebreak, og her blev Tausons fejl afgørende. Tre gange i begyndelsen sendte hun bolden marginalt ud, og det gav bulgareren momentum til at vinde 7-4 og bringe kampen ud i et tredje sæt.

Clara Tauson tabte sin første kamp i spanske Reus. (Arkivfoto).
Clara Tauson tabte sin første kamp i spanske Reus. (Arkivfoto).

Brød hinanden

Her fortsatte spillerne med at bryde hinanden. Faktisk nåede de sammenlagt op på otte servegennembrud i træk, da Tauson udlignede til 2-2.

Tauson blev den første til at holde serv i ni partier, da hun kom på 3-2, men derfra overtog Tomova momentum. Bulgareren vandt tre partier i træk og kom på 5-3.

Kort efter mestrede Tomova - i modsætning til Tauson - at serve sejren hjem.

Powered by Labrador CMS