Stikker til Danmark
Gareth Southgate og Harry Kane mener, at England har været gode til at håndtere stort pres under EM
Englands landstræner, Gareth Southgate, er uenig med Kasper Hjulmand i, at England er det hold, der er mest under pres, før onsdagens EM-semifinale mellem Danmark og England på Wembley.
På et pressemøde tirsdag pegede Hjulmand på, at England var mest under pres før kampen, men ifølge Southgate er danskerne måske lige så meget under pres.
Det siger Southgate på det engelske pressemøde et par timer senere.
Gode til at håndtere pres
Samtidig påpeger Southgate, at England har været gode til at håndtere hjemmebanepresset tidligere under EM, hvor holdet har spillet på Wembley i fire af sine fem kampe.
- Vi har været gode til at tøjle forventningerne i vores første fem kampe ved EM. Men vi har aldrig været i en finale, og det er en stor motivation for os.
- Hvis vi nu havde været fra en nation, der havde vundet fem titler, så kunne det være, at vi ville have en anden følelse. Danmark har vundet før, så måske mærker de et større pres end os, siger Gareth Southgate.
Vil nyde det
Angriberen Harry Kane fornemmer heller ikke, at han eller holdkammeraterne er tynget af nerver før semifinalen foran et forventningsfyldt hjemmepublikum.
- Når man er en engelsk spiller, så er alle kampe et stort pres. Der var et stort pres på os før Tyskland-kampen (i ottendedelsfinalen, red.), og det håndterede vi godt.
- Der var også pres på mod Ukraine (i kvartfinalen, red.), fordi det var forventet, at vi ville vinde. Vi kan snakke så meget om et pres, som vi vil, men vi skal bare gå ud og nyde det og give alt, så vi kan komme i finalen, siger Harry Kane.
Levet op til forventninger
Med semifinalepladsen har det engelske hold levet op til sine egne forventninger.
- Vi forventede selv, at vi skulle nå til det her stadie, det var vores interne mål.
- Nu skal vi række ud efter en plads i finalen, siger Gareth Southgate.
Undervejs på pressemødet gik den engelske landstræner også en tur ned af mindernes allé og fortalte om, hvordan han huskede VM-slutrunden i 1986, hvor han var fascineret af det danske hold.
Han beundrede blandt andre Preben Elkjær, Michael Laudrup, Søren Lerby og Jesper Olsen.