Smadrer 39 år gammel rekord
Ida Karstoft skar mere end et halvt sekund af den danske rekord på 200 meter, da hun vandt et stævne i Polen
22,81 sekunder.
Det er den nye danske rekord på 200 meter udendørs for kvinder, og det er lidt mere end et halvt sekund hurtigere end den gamle rekord, som Dorthe Wolfsberg satte i 1983.
Ida Karstoft viste fredag således, at hun har gang i et meget stærkt 2022. Tidligere på året har hun således også sat nye danske rekorder på 60 og 200 meter indendørs.
Karstoft satte rekorden ved et stævne i polske Poznan, som hun samtidigt også vandt, selv om hun med 23,39 sekunder på forhånd havde den dårligste personlige rekord af de syv deltagere.
26-årige Karstoft og konkurrenterne havde en vind på 1,4 sekundmeter i ryggen, hvilket er pænt under de 2,0 sekundmeter, der er det maksimalt tilladte, hvis man vil sætte en rekord.
Det flotte resultat er samtidigt rigeligt godt til at kvalificere Karstoft til EM i München til august. Her var kravet 23,05 sekunder.
Til gengæld er det akkurat ikke nok til at leve på til VM-kravet, der lyder på 22,80 sekunder.