Slipper ikke for vaccinen

Andrew Wiggins håber at blive undtaget fra kravet om coronavaccine i San Francisco. Indtil videre uden held

Andrew Wiggins (i gul trøje) er ikke blevet vaccineret, hvilket er et krav i San Francisco ved store indendørs begivenheder.
Andrew Wiggins (i gul trøje) er ikke blevet vaccineret, hvilket er et krav i San Francisco ved store indendørs begivenheder.
Offentliggjort Sidst opdateret

Er du professionel basketballspiller, og vil du spille i NBA fra efteråret, skal du vaccineres mod coronavirus.

Sådan lyder reglerne i San Francisco, men spilleren Andrew Wiggins håber af religiøse årsager på en undtagelse.

Den er basketligaen dog ikke med på.

- NBA har kigget på og afvist Andrew Wiggins' anmodning om en religiøs undtagelse fra San Franciscos sundhedsmyndigheders krav om covid-19-vaccination af alle deltagere over 12 år ved store indendørs begivenheder.

- Wiggins kommer ikke til at spille i Warriors' hjemmekampe, indtil han opfylder byens krav om vaccination, lyder det på NBA's hjemmeside.

Skal testes

Som udgangspunkt er der ellers ikke krav om vaccine for spillerne i NBA.

De spillere, der ikke har fået mindst et stik, skal dog testes dagligt samt ved afrejse og på kampdage. 

Vaccinerede spillere slipper til gengæld for de daglige test.

Men Golden State Warriors, New York Knicks og Brooklyn Nets er underlagt strengere krav på grund af lokale restriktioner. 

De gælder dog kun for spillerne fra de tre hjemmehold og ikke de hold, der gæster henholdsvis San Francisco og New York.

Fredag meddelte Knicks, at hele holdet er blevet vaccineret.

26-årige Wiggins har siden 2020 spillet for Golden State Warriors, der har hjemmebane i Chase Center i San Francisco. 

Kravet om vaccine i San Francisco træder i kraft i midten af oktober, hvor sæsonen også begynder.

Sådan virker corona-vaccinerne

* Vaccinen indeholder en såkaldt kodestrimmel, der får kroppens celler til at danne antistoffer mod coronavirus.

* Herefter kan kroppens immunforsvar genkende og beskytte sig mod coronavirus.

* Man skal have vaccinen to gange med et par ugers mellemrum, for at den har optimal effekt.

* Man kan efter vaccination forvente at være “godt beskyttet” mod coronavirus.

* Det er dog ikke sikkert, at alle vaccinerede får fuld beskyttelse mod virusset.

* Det vides ikke, hvor længe effekten af vaccinen vil vare.

* Eventuelle bivirkninger kan muligvis vise sig ved forbigående rødme, der hvor man er blevet stukket, forbigående feber eller muskelømhed.

* Alvorlige bivirkninger efter en vaccination er meget sjældne.

Kilde: Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen.
Powered by Labrador CMS