Slår sig videre

Med en sikker sejr i to sæt over Diego Schwartzman blev Holger Rune klar til fjerde runde af Miami Open

Offentliggjort Sidst opdateret

Holger Rune gik søndag sikkert videre i den store Masters 1000-turnering Miami Open.

Med en sejr i to sæt over Diego Schwartzman blev Rune klar til fjerde runde, der svarer til ottendedelsfinalen. Argentineren med det tyskklingende efternavn blev slået med 6-4, 6-2.

Holger Rune skal i næste kamp enten møde amerikanske Taylor Fritz, verdensranglistens nummer ti, eller canadiske Denis Shapovalov. Det afgøres senere søndag aften.

Servebrud fra start

Under den bagende middagssol i Miami fik Holger Rune en optimal start mod Schwartzman, der er nummer 38 på verdensranglisten.

Argentineren startede med at serve, men danskeren kom alligevel først på tavlen takket være et servebrud.

Det endte med at komme til at gøre forskellen i første sæt. Bortset fra ved 3-2, hvor Rune måtte afværge en enkelt argentinsk breakmulighed, var den unge nordsjællænder ganske sikker i eget udlæg.

Kontrolleret indsats

Takket være en kontrolleret indsats kunne Rune sætte første sæt på kontoen med sin første sætbold.

Andet sæt startede som første med et dansk servebrud. Men denne gang kunne Rune selv ikke følge op, selv om Schwartzman begyndte at virke tydeligt frustreret.

Foran 1-0 kunne Rune slet ikke få serven til at fungere. Med en dobbeltfejl udlignede han for argentineren, og så fik Runes ketsjer underlaget at føle.

Den virkede dog stadig fint. For i det efterfølgende parti brød Rune tilbage og kom på 2-1. Det virkede til at knække Schwartzman. Derfra stod der nemlig Holger Rune på det meste.

Kursen sat

Danskeren brød også til 4-1, og så var kursen sat mod fjerde runde.

Som Masters 1000-turnering rangerer Miami Open lige under de fire årlige grand slam-turneringer.

Det er første gang, at Holger Rune deltager i Miami Opens hovedturnering. Sidste år røg han ud i kvalifikationen.

Holger Rune ligger nummer otte på verdensranglisten. (Arkivfoto).
Holger Rune ligger nummer otte på verdensranglisten. (Arkivfoto).

Holger Rune Blå bog

Fulde navn: Holger Vitus Nødskov Rune

Født 29. april 2003

188 cm

Blev professionel i 2020

Debut som 14-årig på det danske landshold

Opvokset i Gentofte og startede tenniskarrieren i Hellerup Idrætsklub (HIK)

Powered by Labrador CMS