Siger undskyld for brændt straffespark
Marcus Rashford undskylder i en besked for sit brændte straffespark og berører også de racistiske beskeder
Marcus Rashford misbrugte et af Englands fem forsøg, da holdet søndag tabte EM-finalen til Italien efter en straffesparkskonkurrence.
Den 23-årige Manchester United-spiller blev skiftet ind til de sidste par minutter af den forlængede spilletid med det ene formål, at han skulle sparke i straffesparkskonkurrencen.
Og han undskylder nu for sin afbrænder i en lang besked på Twitter.
- Jeg føler, jeg svigtede mine holdkammerater. Jeg føler, jeg svigtede alle. Et straffespark var alt, jeg blev bedt om at bidrage med. Jeg kan score på straffe i søvne, så hvorfor ikke dette?
- Jeg har afspillet situationen i mit hoved igen-igen, siden jeg ramte bolden, og der er ikke ord til at beskrive, hvordan det føles. Finale. 55 år. Et straffespark. Historie. Jeg kan kun sige undskyld. Jeg ville ønske, jeg havde gjort det anderledes, skriver Rashford.
Udsat for racisme
Sammen med Bukayo Saka og Jadon Sancho, der også brændte deres straffespark, er Rashford blevet udsat for en lang stribe racistiske beskeder på de sociale medier.
- Jeg kan altid acceptere kritik for mine præstationer. Mit straffespark var ikke godt nok. Den skulle være gået ind. Men jeg kommer aldrig til at undskylde for den, jeg er, og hvor jeg kommer fra.
- Jeg er Marcus Rashford. 23 år gammel. Sort mand fra Withington og Wythenshawe i det sydlige Manchester. Hvis ikke jeg har andet, så har jeg det.
- Tak for alle de søde beskeder. Jeg kommer stærkere tilbage. Vi kommer stærkere tilbage, skriver Rashford og vedhæfter billeder af flere håndskrevne opmuntringer fra fans i sin besked.
Rashford er ud over sit fodboldspil også kendt for sit omfattende velgørenhedsarbejde til gavn for blandt fattige børn og hjemløse.