Siger farvel til sporten
Jeanette Ottesen fortæller, at jagten på at nå til OL har været en hård prøvelse. Nu er karrieren forbi
Svømmeren Jeanette Ottesens lange karriere på topplan sluttede søndag med en ottendeplads i OL-finalen i 4 x 100 meter fri i Tokyo.
Ottesen tog sidste tur for det danske hold, og det var meget emotionelt at tage det sidste svømmetag.
- Jeg græd, da jeg slog hånden i væggen. Det var sådan en forløsningsgråd og glædestårer.
- Jeg har været klar til at indstille karrieren i et år, og nu kom det på den bedst tænkelige måde, som jeg aldrig havde turdet drømme om - at jeg skulle afslutte min karriere i en OL-finale, siger Ottesen.
Givet alt
Et halvt døgn tidligere sikrede den danske kvartet, der ud over Jeanette Ottesen bestod af Pernille Blume, Julie Kepp Jensen og Signe Bro sig pladsen i finalen.
- Jeg troede, at i aftes var mit sidste løb. Jeg havde lagt alt ind på det og taget koffeinpiller og givet mit system alt det kunne klare for at præstere.
- Og at tage koffeinpiller om aftenen det giver ikke nogen god aftensøvn.
- Så jeg har ikke sovet så mange timer, men de timer, jeg fik, var gode, og jeg vågnede med et kæmpe smil på læben, selv om jeg var lidt træt, siger Ottesen.
Drømte om OL
Længe jagtede den i dag 33-årige svømmer en plads ved legene i Tokyo for at give sig selv et mindeværdigt punktum.
Selv om det så næsten umuligt ud, så var det den drøm, hun valgte at gå efter, da hun for tre et halvt år siden blev mor til en datter.
- Jeg drømte om at komme til OL, men jeg havde aldrig turdet håbe på, at det skulle være i en OL-finale, siger hun.
Selv om hun er blevet mødt af en del skepsis i begyndelsen af sin jagt på vejen til Tokyo, så lykkedes det at blive en del af det danske OL-hold.
Større en alt
I en lang karriere fremhæver hun de seneste tre et halvt år som de største.
- Det projekt, som min mand og jeg har haft sammen, har været større end alt andet, jeg har nogensinde har vundet.
- At vi kunne samarbejde på den måde, det er ret stort.
- Jeg har tvivlet mange gange på, om vi kunne holde hinanden ud, og om det kunne lykkes. Det gjorde det, siger Ottesen og kæmper med tårerne.
- Jeg blev afskrevet af mange til at starte med, men vi stoppede ikke med at tro på det. Jeg kunne ikke have gjort det alene. Jeg har været tæt på at kaste håndklædet i ringen så mange gange, men der har været så mange mennesker, der har holdt mig oppe, siger hun.
Lagde mærke til detaljer
Med visheden om, at dagene som topsvømmer var ved at rinde ud, så har hun suget de sidste indtryk til sig og været i højt humør efter ankomsten til Japans hovedstad.
Hun fortæller, at hun i finalen lagde mærke til selv de mindste detaljer.
- Jeg tog mig selv i at kigge mere rundt, end jeg har gjort nogensinde før. Jeg kiggede på pigerne, da de svømmede. Jeg var meget fokuseret på det, der skete, det var meget rart at være i.
Fejre og græde
- Normalt tænker man kun på sig selv, men jeg har et mentalt billede af dagen - både i går og i dag. Det vil jeg aldrig glemme, siger hun.
Inden Jeanette Ottesen vender hjem til en ny hverdag i Danmark, så satser hun på at komme rundt i hele følelsesregistret resten af søndagen.
- Jeg skal bare fejre og græde. Jeg håber, at der er noget champagne eller en øl i OL-byen, vi kan skåle med. Jeg håber, at jeg skal grine og græde resten af dagen, siger hun.
Ottesen har været en del af det danske OL-hold fem gange siden legene i Athen i 2004. I fjerde forsøg lykkedes det for Ottesen at hente den første olympiske medalje, da det blev til bronze med holdkappen i Rio.