Ser godt ud for dansk spiller
Chelsea-manager Thomas Tuchel ser gerne den danske landsholdsspiller Andreas Christensen fortsætte i klubben
Der har længe været spekulationer om Andreas Christensens fremtid i Chelsea, da danskerens kontrakt udløber efter denne sæson.
Andreas Christensen bekræfter ifølge Chelseas hjemmeside, at han håber på at blive tilbudt en kontrakt, så han kan blive i klubben.
- Det er svært at vide, hvordan tingene ender. Der er meget snak. Jeg vil ikke sige så meget, men jeg synes, at det ser godt ud. Jeg er glad for at være i Chelsea, siger Andreas Christensen til klubbens hjemmeside.
Lørdag aften skal Andreas Christensen og resten af det danske landshold spille en VM-kvalifikationskamp ude mod Moldova.
Bærende kræfter
Den 25-årige stopper er startet inde i de seneste ti landskampe for Danmark, og han er nået op på 50 landskampe.
For både landsholdet og for Chelsea har han været en af de bærende kræfter i en længere periode.
Chelsea-manager Thomas Tuchel bruger Andreas Christensen som stamspiller, og danskeren er startet inde i 23 ud af 41 kampe under tyskeren.
- Andreas har været meget stærk fra dag et, han kan spille alle tre positioner i forsvaret, og han spiller med meget selvtillid, siger Thomas Tuchel.
Skulle skubbes til
Efter en svær begyndelse under Tuchel er Andreas Christensen blevet en fast del af stammen på Chelseas hold, forklarer træneren.
- I begyndelsen havde jeg følelsen af, at han lige skulle skubbes lidt i gang og tro mere på sig selv. Han skulle tro på sine kvaliteter, for han har alt, hvad der skal bruges til rollen i de positioner, han skal spille.
- Vi tror fuldt og fast på ham, og han har gjort det virkelig godt indtil videre, og det er alles mål, at han skal fortsætte sådan hos os, siger Tuchel.