Sensationelle Vingegaard:-Sindssygt fedt
Jonas Vingegaard slog til, da han kunne mærke, at de øvrige favoritter led op ad Mont Ventoux
Hvis man var i tvivl om Jonas Vingegaards evner i de høje bjerge, så fik man syn for sagen, da Tour de France-rytterne onsdag klatrede op af berygtede Mont Ventoux to gange.
Den 24-årige Jumbo-Visma-dansker sad i hjulet på den førende rytter, Tadej Pogacar (UAE Emirates), indtil han på den sidste opstigning angreb og satte alle favoritterne.
- Jeg kunne mærke, de andre led. De virkede ikke så godt kørende. Jeg tænkte bare, at jeg ville give den et skud. Jeg gjorde mit bedste, og det var nok til at sætte dem alle – det var selvfølgelig dejligt, siger Vingegaard til TV 2.
Knækkede Tour-konge
Tadej Pogacar har set ustoppelig ud i årets Tour de France, men Jonas Vingegaard beviste, at sloveneren ikke er uovervindelig i bjergene.
- Det er sindssygt fedt. Det må jeg indrømme. Det havde jeg ikke forventet. Jeg synes, det er vildt at sætte Pogacar på den måde, siger Jonas Vingegaard.
Tadej Pogacar, Richard Carapaz (Ineos) og Rigoberto Urán (EF) indhentede Jonas Vingegaard på nedkørslen mod mål.
Ville ikke tage chancer
Det var Jonas Vingegaard en smule ærgerlig over, men han ville ikke tage for store chancer.
Han understreger, at der er lang vej til Paris, og nu er han spændt på, hvordan benene reagerer i de sidste uger.
- Jeg blev noget overrasket over, hvor godt det gik. Jeg ved, jeg kan køre stærkt, men der er en masse ubekendte, og vi må bare se tiden an.
- Jeg tager det dag for dag. Det er kun min anden grand tour, så det kan være, jeg går helt ned i tredje uge, siger Vingegaard.
Den 24-årige thybo er på tredjepladsen i klassementet med 5 minutter og 32 sekunder op til Pogacar.