Sendt ud af 'underdog'
Holger Rune tabte natten til onsdag til verdensranglistens nummer 264 i første runde af turnering i Chile
Første runde blev endestationen for den danske tennisspiller Holger Rune ved en ATP-turnering i Chiles hovedstad, Santiago.
Natten til onsdag dansk tid tabte den 18-årige dansker således i to sæt med cifrene 4-6, 4-6 til Matheus Pucinelli de Almeida fra Brasilien.
Kampen blev spillet på grus og varede cirka en time og 40 minutter.
I første sæt fulgtes de to kombattanter pænt ad, indtil 20-årige Almeida fik brudt Runes serv og bragt sig foran 4-2.
I det efterfølgende parti formåede danskeren dog at bryde tilbage og få reduceret, inden han holdt sin egen serv og udlignede til 4-4.
Forgæves
Det viste sig dog at være forgæves, da brasilianeren først servede det næste parti hjem, hvorefter han igen brød Runes serv og vandt sættet 6-4.
I andet sæt fik Rune en bedre start på kampen, da han startede med at bryde Almeidas serv til 1-0.
Brasilianeren brød dog tilbage med det samme og udlignende til 1-1, inden han ligesom i første sæt udnyttede endnu et servegennembrud til at bringe sig foran 4-2.
Igen lykkedes det Rune at kæmpe sig tilbage til 4-4, men da de sidste to partier fulgte præcis samme opskrift som i første sæt, var det brasilianske Almeida, der til sidst kunne række armene i vejret som vinder.
Stor forskel
Den 20-årig brasilianer ligger nummer 264 på verdensranglisten, mens Holger Rune er nummer 88.
De to mødte også hinanden sidste år i en challenger-turnering i Italien. Dengang var det danskeren, der trak sig sejrrigt ud af opgøret.
Holger Rune har haft en udfordrende start på 2022 med exit i første runde af Australian Open. Det er også blevet til tidlige exits i ATP-turneringer i Adelaide, Cordoba og Buenos Aires.