Røget ud af Wimbledon

Frederik Løchte Nielsen afskåret fra at deltage efter nærkontakt med coronasmittet

Frederik Løchte Nielsen udelukket i år. Arkivfoto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Tennisspilleren Frederik Løchte Nielsen har været i nærkontakt med en person, der er smittet med coronavirus. Derfor får han ikke lov at stille op i Wimbledon.

Det skriver TV 2.

Frederik Løchte Nielsen skulle have spillet i doubleturneringen sammen med kroatiske Franko Škugor, men duoen bliver nu erstattet af et andet par.

Skal isoleres

Den 37-årige dansker skal nu i isolation i ti dage.

- Jeg er meget ked af, at vi ikke kommer på banen til den turnering, som er min favorit grand slam-turnering, men jeg må kæmpe mig igennem isolationen uden min familie, selv om det bliver svært at undvære dem.

- Det bliver rigtig svært at følge turneringen fra mit hotelværelse, men jeg håber da, at jeg får mulighed for at spille turneringen i 2022, siger Frederik Løchte Nielsen til TV2.

Tidligere gået hele vejen

Årets udgave af Wimbledon skulle have været Frederik Løchte Nielsens niende.

Han er tidligere gået hele vejen og har vundet turneringen i double. Det skete i 2012, da danskeren spillede sammen med engelske Jonathan Marray.

Han er lige nu rangeret som nummer 82 på ATP's verdensrangliste over doublespillere.

Powered by Labrador CMS