Risikerer at misse dansk Tour-start
Jakob Fuglsang bliver i Schweiz Rundt på trods af risiko for coronasmitte og et muligt Tour de France-afbud
Coronasmitte hærger holdene ved Schweiz Rundt, og det kan få konsekvenser for Tour de France-starten i Danmark om få uger.
Det medgiver Jakob Fuglsang, der fører Schweiz Rundt, i et interview med TV 2 Sport.
Mens flere ryttere har forladt løbet, kører Jakob Fuglsang videre.
Risikerer at misse Touren
Også selv om han godt ved, at han muligvis udsætter sig selv for smitte, der kan koste en positiv coronatest og i værste fald Tour de France-deltagelsen.
- Jeg er godt klar, at det kan være, jeg ikke kommer til start, siger Jakob Fuglsang til TV 2 Sport.
- Vi får at se, når vi er færdige med Schweiz Rundt, og hvad der sker de efterfølgende dage. Om jeg også får symptomer, eller hvad der kommer til at ske. Der er ikke så meget andet at gøre ved det.
- Men det vil selvfølgelig være megaærgerligt. Forhåbentlig har jeg taget min portion af corona og vaccine, og hvad der ellers har holdt mig tilbage. Så jeg krydser fingre, siger Jakob Fuglsang.
Stort smitteudbrud
Et hav af ryttere har allerede inden lørdagens etape forladt Schweiz Rundt, og endnu flere trækker sig løbende.
Marco Haller (Bora) og Quentin Pacher (FDJ) har sagt farvel til løbet forud for lørdagens etape på grund af coronasmitte.
Fører løbet samlet
Jakob Fuglsang fører løbet med et sekund ned til Geraint Thomas (Ineos).
Danskeren fik den gule førertrøje før 6. etape, efter at Aleksandr Vlasov (Bora), der førte løbet efter 5. etape, trak sig med coronasmitte.