Raser: -Folk leger med mit navn
Rygterne om Cristiano Ronaldo har været mange denne sommer, og det er respektløst, mener hovedpersonen selv
Cristiano Ronaldo skal til Paris Saint-Germain. Nej, Ronaldo er på vej til Manchester City. Eller også vender han retur til Real Madrid.
Rygterne om et Ronaldo-skifte væk fra Juventus denne sommer har været mange. Og tilsyneladende er de alle forkerte.
I hvert fald maner Ronaldo rygterne til jorden på sin egen facon i et sjældent opslag på Instagram tirsdag aften.
- Jeg bryder min tavshed nu for at sige, at jeg ikke kan tillade, at folk bliver ved med at lege med mit navn.
- Jeg forbliver fokuseret på min karriere og mit arbejde, og jeg er dedikeret og forberedt på de udfordringer, jeg står over for. Alt andet? Alt andet er bare snak, skriver Ronaldo.
-Nødt til at vise, hvor jeg står
Han mener ikke, at personerne bag rygterne interesserer sig for sandheden.
- Alle, der kender mig, ved, hvor fokuseret jeg er på mit arbejde. Mindre snak og mere handling har været mit motto siden starten af min karriere.
- Men set i lyset af alt, der er blevet sagt og skrevet på det seneste, er jeg nødt til at vise, hvor jeg står, forklarer Ronaldo i sin lange tekst.
Sat i forbindelse med tidligere klub
Senest er 36-årige Ronaldo sat i forbindelse med Real Madrid, hvor han spillede fra 2009 til 2018 inden skiftet til Juventus.
- Ud over at det er respektløst over for mig som menneske og spiller, er måden, medierne dækker min fremtid på, respektløs over for alle de klubber, der er involveret i rygterne, ligesom det er over for deres stab og spillere.
- Min historie i Real Madrid er blevet skrevet. Med ord, tal, trofæer, titler, rekorder og overskrifter, lyder det fra Ronaldo.
Afkræfter rygter
Også Real Madrid-træner Carlo Ancelotti afkræftede tirsdag rygter om, at Ronaldo skulle være på vej tilbage.
- Cristiano er en legende i Real Madrid, og han har al min kærlighed og respekt. Men jeg har aldrig overvejet at hente ham. Vi ser fremad, skrev Ancelotti på Twitter.
Juventus åbner sæsonen søndag aften med Serie A-kampen ude mod Udinese.