Ramt af alvorlig sygdom
Den skotske fodboldlegende Denis Law meddeler, at han er diagnosticeret med demens
Demens er de senere år blevet et stort tema især i britisk fodbold, hvor flere tidligere spillere er blevet diagnosticeret med sygdommen.
Og nu er en af de store legender i Manchester Uniteds historie, 81-årige Denis Law, blevet den seneste i rækken til at blive ramt af sygdommen. Det meddeler han via Uniteds hjemmeside.
- Jeg er nået til et punkt, hvor jeg føler, jeg er nødt til at åbne op om min tilstand, lyder det fra den tidligere angriber.
- Jeg er blevet diagnosticeret med "blandet demens", som betyder, at der er tale om mere end én type demens - i mit tilfælde Alzheimers og vaskulær demens.
- Det har været et ekstremt svært år for alle, og de lange perioder med isolation har bestemt ikke hjulpet.
Undersøger sammenhæng med hovedstød
Flere studier er i gang med at undersøge, om der er sammenhæng mellem frekvensen af hovedstød i fodbold og risikoen for at udvikle demens.
- Det er en meget udfordrende og problematisk sygdom, og jeg har været vidne til mange mennesker, som har måttet gå igennem det, lyder det fra Law.
Med sine 237 mål i 404 kampe mellem 1962 og 1971 for Manchester United er han fortsat blandt de mest scorende i klubbens historie.
Mange husker ham dog nok især for et mål, han scorede for ærkerivalerne Manchester City, som han skiftede til direkte fra United.
Scorede med hælen
Han scorede et berømt mål med hælen til 1-0 for City på Old Trafford i sæsonen efter.
Det blev kampens resultat, og United rykkede ned.
Denis Law fejrede ikke scoringer, som han vidste kunne koste United nedrykning.
Rundens øvrige resultater gjorde, at United var rykket ned uanset hvad, men Denis Laws scoring og manglende jubel er nok det, de fleste husker i dag.
Hilsen fra ærkerivaler
Inden årene i Manchester United optrådte Denis Law først for Huddersfield, inden han var forbi Manchester City og italienske Torino.
Og så sluttede han også karrieren efter et år i City i 1974.
Manchester City har også på Twitter skrevet en hilsen til den tidligere stjernespiller.
- Alle i Manchester City sender tanker og ønsker om god bedring til Denis Law gennem disse svære tider. Vi er alle med dig, skriver City og afslutter med et blåt hjerte.
Law nåede at spille 54 landskampe for Skotland, hvor det blev til 31 mål.