Undersøgelse: Danmark er tablet-land nummer 1
Danskerne deler den europæiske førsteplads med hollænderne, når det kommer til webbrowsing fra tablets.
Det viser en ny undersøgelse fra Adobe, der også placerer Danmark på en fornem tredjeplads for webbrowsing fra smartphones og tablets som samlet kategori.
Mens webtrafikken fra tablets i USA samlet set udgør under 10 pct. af den samlede mængde webbesøg, er europæerne og i særdeleshed danskerne langt mere begejstrede for deres tablets. Sammen med hollænderne ligger vi helt i front med en andel på 16 pct. af webtrafikken, som kommer fra tablets.
Og kigger man på den mobile webbrowsing fra tablets og smartphones samlet, indtager vi en fornem europæisk tredjeplads, kun overgået af England og Sverige.
– Danskerne er sammen med hollænderne længst fremme i den teknologiske udvikling, hvor tablets og smartphones overtager en større del af pc’ens territorium. Alt imens det globale pc-salg har peaket, indikerer tallene at potentialet for mobile enheder fortsat er enormt, siger kommunikationschef for Adobe i Norden, Jes Schyum.
Øvrige resultater fra rapportens amerikanske del:
Battle of the brands: Apple er stadig kongen
I USA driver iPhones 54 pct. af den samlede mængde smartphone-trafik, og iPad sidder på 80 pct. af tablettrafikken. Samsung er som forventet en klar nummer to, og ser man isoleret på smartphone-trafikken, driver Samsung, efter Apple, mere trafik end de øvrige konkurrenter som LG, HTC og Motorola tilsammen.
Sociale medier og mobile: Pinterest mest mobile SoMe
Pinterest er det mest mobile sociale medie. Hele 64 pct. af al trafik til Pinterest stammer fra mobile browsere med Twitter lige i hælene, hvor 62 pct. af trafikken kommer fra mobile browsere.
Mobile browsers: Chrome haler ind på Safari
Siden december 2013 er Chromes andel af markedet vokset med 5,7 pct., imens Safari’s andel faldt med 2,6 pct., og Android browser’s andel faldt med 0,9 pct. Dog driver Safari stadig mere trafik end alle konkurrenter tilsammen.
Mobil-brugere vil have WiFi
Det tyder på, at smartphone-brugere for alvor har opdaget fordelene ved billig eller gratis mobilsurf på WiFi. I USA sker over 50 pct. af webbrowsing fra smartphones nu via WiFi-netværk, og hele 93 pct. af tablet-trafikken afvikles på WiFi-netværk.