OL-sprinter dræbt i trafikulykke
Trinidaderen Deon Lendore, der vandt bronze i stafetløb ved OL i London, er dræbt i frontalt sammenstød
OL-atleten Deon Lendore fra Trinidad og Tobago har mistet livet i en trafikulykke i Texas i USA mandag.
Det oplyser delstatens politi ifølge nyhedsbureauet AP.
Lendore var på vej hjem fra træning, da han i bil kom over i den modsatte kørebane, hvor han kolliderede frontalt med et andet køretøj.
Han blev erklæret for død på stedet.
En 65-årig kvinde, som førte den anden bil, er bragt på hospitalet med alvorlige kvæstelser.
Tre gange sommer-OL
Den 29-årige Lendore har deltaget i de tre seneste sommer-OL.
Ved OL i London i 2012 var han med til at vinde bronze på 4 x 400 meter stafet for Trinidad og Tobago.
Deon Lendore vandt desuden to individuelle bronzemedaljer i 400-meterløb ved indendørs-VM - i 2016 i Portland i USA og i 2018 i Birmingham i England samt en sølvmedalje ved VM i 4 x 400 meter i Beijing i 2015.
Tredje hurtigste
Ved sommer-OL i Tokyo i 2021 sluttede Lendore på en niendeplads i semifinalen på 400-meterløb.
Hans personlige bedste tid på 400-meterløb var 44,36 sekunder. Det gør ham til den tredje hurtigste trinidader på distancen efter Machel Cedenio og Ian Morris ifølge Athletics Weekly.
- Han repræsenterede håb og glæde, hver gang han satte fødderne på atletikbanen, siger Shamfa Cudjoe, der er sportsminister i Trinidad og Tobago.