Nederlag til Viktor Axelsen
Kunlavut Vitidsarn blev den første spiller i 13 forsøg til at knække Viktor Axelsen i en stor finale
Kunlavut Vitidsarn fra Thailand leverede en stor overraskelse, da han søndag vandt finalen over ellers suveræne Viktor Axelsen ved India Open.
Danskeren kom fra en dugfrisk sejr i Malaysia Open, med 12 finalesejre i træk og 6-0 i indbyrdes opgør mod Vitidsarn, som dog spillede sit livs kamp og vandt i tre sæt med 22-20, 10-21, 21-12.
Mødtes i VM-finalen
India Open rangerer som en Super 750-turnering og er uden sammenligning den 21-årige thailændernes største triumf i karrieren hidtil.
Det var også Vitidsarn, som Axelsen mødte i VM-finalen tilbage i august, hvor danskeren vandt klart.
Den 29-årige dansker ramte ikke topniveauet fra start søndag i New Delhi, hvor Vitidsarn havde held til at holde boldene kort og på den måde fratage Axelsen muligheden for at komme ind med sit farlige angreb.
Lavede fejl
Thailænderens spillestil frustrerede Axelsen, som lavede langt flere fejl end vanligt. Fra 4-7 halsede danskeren efter i det meste af sættet.
Han havde svært ved at finde baglinjen på medvindssiden, og nede 13-16 så det svært ud i sættet set med danske briller.
Bevarede roen
21-årige Vitidsarn er tredobbelt ungdomsverdensmester og er en fremtidens mand på den store scene. Det viste han flere gange. Selv da Axelsen med fem point i træk bragte sig på 18-16, bevarede thailænderen roen.
Han var heldig med en netruller, da Axelsen havde sætbold ved 20-19, og kort efter tog Vitidsarn sættet med 22-20. Hans første sætsejr over Axelsen i syv forsøg.
Kostede kræfter
Den præstation kostede dog kræfter. Kombineret med at komme over på medvindssiden, som gjorde det svært at styre sine løft, var der klasseforskel i andet sæt.
Axelsen dominerede fra start til slut og tog hurtigt sættet med 21-10.
Tilbage på den svære halvdel skulle der igen omstilles for Axelsen. Det handlede om at følge med til 11, hvor der skulle byttes side igen.
Lykkedes aldrig
Vitidsarn spillede dog klog og godt. Det gav Axelsen store problemer, og ved sidebyttet var han bagud med 7-11.
Det lykkedes aldrig Axelsen at komme helt op og finde den ro, han havde i andet sæt. Vitidsarn spillede fremragende, Axelsen mistede fokus, og så rykkede thailænderen fra til en kæmpe triumf med 21-12 i tredje sæt.
Det var danskerens femte finale i India Open. Han tabte de to første i 2015 og 2016, mens han vandt i 2017 og 2019.