Måtte genoplives under etape
Den schweiziske cykelrytter Gino Mäder måtte genoplives efter et styrt på torsdagens etape i Schweiz Rundt
Cykelrytteren Gino Mäder måtte genoplives, efter at han styrtede ud over en skrænt på en nedkørsel på torsdagens etape i Schweiz Rundt.
Det skriver løbsarrangørerne i en udmelding på dets profil på Twitter.
Røg over skrænten
Magnus Sheffield fra Ineos-holdet styrtede samme sted som Mäder på nedkørslen fra stigningen Albula Pass. Begge ryttere røg ud over skrænten i høj fart.
- Løbslægen var på stedet for ulykken inden for to minutter. Magnus Sheffield var til at komme i kontakt med. Han blev transporteret til Samedan-hospitalet med skrammer og en hjernerystelse.
Kunne ikke komme i kontakt med ham
- Gino Mäder lå i vandet og var ikke til at komme i kontakt med. Han blev med det samme genoplivet og derefter transporteret til Chur-hospitalet med en luftambulance (helikopter, red.).
- Omfanget af hans skader er endnu ikke fuldt klarlagt, lyder det fra løbsarrangørerne.
Gino Mäder er 26 år og har kørt for Bahrain-Victorious siden 2021.